Romkuglen

Romkuglen

fredag den 31. oktober 2014

Halloween!

Vi har været rundt ved naboerne her til aften ja vi har. For mine unger ville så gerne ud og sige “slik eller ballade” og jeg tænkte “herregud, lad dem dog”. Det har udviklet sig så huset er pyntet med hjemmefabrikeret pynt i orange hjembragt fra børnehave og skole, lygter, græskarhoveder og spindelvæv med plastikedderkopper. Og aftenens menu var uhyggelig pizza - “kan du ikke lave edderkopper af pepperoni, mor”? - og det kunne mor godt. “Og bamse-budding med blod og rød sodavand som vi leger er blod”. Og det gjorde vi.
Kl. 5.30 vågnede første barn og talte om Halloween. Kl. 5.50 ankom storesøster med kassen med ansigtssminke under armen. Vi var flere i husstanden der mente det var for tidligt, men jeg tilgav alt da ældstebarnet kl. 6.30 bekendtgjorde at jeg bare var den sødeste mor der ville male hende i hovedet SÅ tidligt om morgenen. Hun drog i skole i kostume og malet ansigt. Som den eneste. Vi holdt vejret - og alle klassekammeraterne beundrede hende, hun voksede ½ meter og jeg blev stolt over at have en datter der brændte for det her arrangement og gik all-in selvom hun endte med at skille sig ud.
Jeg kan forstå at der er mange der er decideret forargede over at danske børn må gå rundt og tigge slik. Det gør de til fastelavn - men hånden på hjertet. Hvor mange børn kommer der hos Jer til fastelavn og hvor mange ved hvornår det er fastelavn næste gang? Det skifter jo frem og tilbage hele tiden og jeg har ALDRIG haft besøg af et barn der sang fastelavnssang i de 18 år jeg har boet selv. Anyway, mine fik lov og blev vel modtaget hos alle vores søde naboer. De har også begejstret modtaget områdets børn - og der har været en del både med lyst og mørkt hår, for den her tradition kan vi åbenbart enes om, og de har delt ulækre skum-øjne ud. Nu er de er puttet med mavepine og skinnende øjne over magien, lysene og at de var ventet med uhygge og slik. Det gider jeg ikke at sige nej til - selvom traditionen ikke er dansk og kommer fra Irland og store slemme USA. Så bring it on. Vi går all in næste år og udvider sikkert med noget orange plastik-fad til slik, kunstige tænder og gnækkende latter til mor og endnu mere klamt slik. Det sagt, så ser I mig ikke hoppe på det Valentines-pjat. Skabagtig amerikansk tradition. Pffft!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar