Romkuglen

Romkuglen

lørdag den 22. august 2015

Jeg kom ind...

Jeg er kommet ind på uni. Fik besked før sommerferien, og har fra starten haft fornemmelsen af at jeg sgu burde være lidt mere glad-i-låget over denne "ære". I stedet reaktiverede det i første omgang alle gamle stress-symptomer (i mild grad, bevares - men er bare ikke ret villig til OVERHOVEDET at lade dem have plads) med især indre uro. Fru vi-laver-en-liste fik ro i sindet da mand og jeg sammen fik kigget på hvordan hverdagen kommer til at se ud og det kan godt hænge sammen så ældste-barnet fortsat er i SFO i yderst begrænset omfang. Siden hen har det vist sig at de 2 ugl. 8-16 dage mere er "12-16/10-14" agtigt. Lidt en forskel hvis du spørger mig....

Anyway, jeg har læst med her hos Cana - http://mortilto.dk/2015/08/jeg-skal-ikke-vaere-psykolog/  - og i virkeligheden er det nok mest sådan jeg har det. Jeg har så ikke liiiige en plan i ærmet med prof. Blogging etc. og derfor træffer jeg også en anden beslutning end hun har gjort.

Jeg har tænkt meget hvad den manglende begejstring handler om, og er nået frem til at jeg jo ELSKER at gå hjemme, ordne hjemlige sysler, være den forældrer der kan hjælpe/kan have kammerater med hjem/har tid. På den anden side er jeg også ramt af tanken om at jeg "bør" noget andet. Held i uheld vil at Abu Dhabi er ligeså afklaret/uafklaret som for 2-3-4 mdr siden og at der fyres medarbejdere i Region Midtjylland og derfor ikke findes en ærlig sygeplejestilling indenfor kommunegrænsen. Dét er så ikke en mulighed (sørme ærgerligt, hva'?). Optimalt nød jeg det næste 1/2-3/4 år, rejste med mand og børn til de varme lande og kom hjem og læste cand. cur. Er bare ikke sikker på at komme ind. Næstbedste scenarie er at jeg faktisk kommer til at holde af studielivet (er allerede irriteret over efterårsferien med mine unger er seponeret og julen skal forpestes af ugeopgaver) og kan færdiggøre 1.år. Herefter afrejse til Abu og hjem og tage sidste år.

Hader jeg studiet har jeg bestemt mig for at det er sådan det er, og så dropper jeg ud. Det giver ro i sind at være nået dertil. Anyway, jeg skal ikke ud og knokle på en arbejdsplads 37 timer om ugen mens min yngel mistrives. Det tager den tid det tager før hun er klar til selv at gå hjem efter skole og ikke skal hives igennnem SFO møllen. En mølle som yngste-barnet i ø er vældig begejstret for og med glæde deltager i. Lige nu er jeg godkendt til SU (som 39 årig - come on) og utrolig lettet over st intro ikke indeholder hverken RUS- eller hytte-tur. Jeg hadede dem allere lidt for 18 år siden. Det har ikke ændret sig overhovedet!

Lige nu er det morgen - og selvom jeg dør lidt hver dag over at skulle op når jeg ikke er klar til det og HEEEELT træt. Så er jeg faktisk ret vild med morgener