At ringe til den rette....ved kommunen

Jeg har i dag forsøgt at få fat i rette vedkommende der kan fortælle hvor vi skal sende papirer vedr. kørsel hen. Min mand og yngste datter har begge en øjensygdom, som de går til kontrol for på Kennedy Instituttet i Glostrup. Det er ikke så tit de er afsted - måske hvert 3.-5. år ca. Det er til gengæld også nok til at ALT er ændret i kommune, region, what ever, fra gang til gang. I dag har jeg talt med:

1. Venlig og kompetent sygeplejerske på Kennedy Instituttet der sender de papirer vi skal bruge hjem til os. Hun kunne også informere om at det ikke længere er Regionens kørselskontor der skulle refundere udgiften, men kommunen - fordi min mand havde været til optisk vurdering!
2. Borgerservice der intet vidste og pif paf puf havde skippet mig videre til...
3. Visitatorerne - som tager sig af at visitere ældre og pensionister der ikke selv kan tage turen til egen læge eller lign. => hun konfererede med kollega og kunne informere om at vi skulle kontakte Center for Syn og Hjælpemidler. Men de havde lukket for i dag. Men kan kontaktes igen i morgen mellem 10-14.

Det er sgu imponerende så mange mennesker der sidder rundt omkring og tager sig af hver deres lille, speciale. Det må da være godt for beskæftigelsen - selvom det er skidt for mit blodtryk.

Min, miin, MIIIIIN

Jeg har været på handel. Kl. 19.23 i aftes rullede jeg ind i Magasins p-kælder (spise, hygge, putte børn og SÅ afsted til Magasin).
Jeg handlede hos Jacob X - han var rar. Og han fortalte mig at han var rigtig glad for sin, som han brugte i gymnasiet (!!) hvor han går. *suk, fu.... suk*. Jeg føler mig efterhånden ret gammel. Who cares? Jeg har studiekort, så jeg kan shoppe fede ting billigere.

SU og børnepenge for oktober er brugt. Men JEG HAR FÅET MACBOOK AIR, lader lige dén stå!

Vi går til spejder

Jeg har aldrig været spejder-typen. Dvs. jeg gik til spejder da jeg var barn. Éen gang! Efterfulgt af weekendtur-fra-helvede hvor jeg havde så meget hjemve at jeg græd begge de nætter vi var der. Alle var så søde, og da de næste morgen spurgte om det var mig der havde grædt, benægtede jeg naturligvis på stedet. Som voksen har min mor fortalt mig at de frarådede forældrene at komme på besøg - what? Fordi det kunne give børnene hjemve. W H A T ??

Siden da har jeg haft mit helt eget spejdertraume og aldrig sat mine ben i en sådan hytte igen (i spejder-sammenhænge that is, for vi har vel alle været på endeløse rækker af RUS-ture, vi-holder-fest-i-en-spejder-hytte-så-alle-kan-overnatte etc). Jeg har ikke holdt af det. Aldrig. D. 20. august 2015 kl.17 kørte jeg min ældste datter, Vera, til sit første møde i spejderhytten. En spejderhytte som faktisk er en ret fin murmestervilla (se med her hvorfor jeg har besluttet mig for ikke længere at anonymisere mine børn helt og aldeles - jeg gider jo ikke være irriterende - i hvert fald ikke pga. dét http://www.blogsbjerg.com/2015/08/licens-og-gode-blogs-er-noget-vi-giver.html). Hun (altså Vera, tror sgu (ikke sku) ikke Linda så'n rigtig er spejdertypen) har ønsket at gå til spejder det sidste år, og det er jo en sund og god hobby. Hun er lykkelig. Vi har købt en brugt spejderuniform i Den Blå Avis og glæden vil ingen ende tage. 

I går var der “Sensommer-fest” for spejdere og familier i spejderhytten. På grund af regn måtte vi disloceres til den lokale Sognegård og så er setting sat. Min mand var i Kbh med sit arbejde, så den tog jeg på mig. Vi troppede op med tærte til fællesbordet, saftevand og service i picnic-kurven og startede med at synge om stærke og modige piger der er glade for naturen og gode mod dyr. "Dét er da gode værdier", tænkte jeg igen og havde fortsat ja-hatten på. Efterfølgende deltog vi i et lille orienteringsløb som pigerne elskede og jeg lidt hadede. Til sidst var der uddeling af årsstjerner og afslutning. I rundkreds. I regnvejr. Kl. 19 onsdag aften. Ja-hatten var forlængst væk. Adskillige fejlslagne forsøg på at lokke pigerne med hjem senere, var arrangementet (endelig) slut. Efter flere sange. Om Gud og hans gaver og det store i himlen. Dagmar (min yngste datter) er overbevist om at der er en Gud - men at det er en kvinde. Vera er lidt træt af at hun ikke er døbt og er noget gudfrygtig. Hun synes det er irriterende at vi ikke går mere i kirke så hun kan tegne bedre tegninger i Kristendom i skolen. Jeg, på den anden side, blev endnu engang bekræftiget i, at vi traf den rigtige beslutning da vi valgte at pigerne ikke skulle døbes. Jeg kan slet ikke finde mig selv i salmerne og tankerne om den eneste Gud. Ønsker vores børn om nogle år fortsat at blive døbt og konfirmeret, SÅ skal de det. Det er jo netop det vi gerne vil - at de selv tager stilling. Og lige nu har én af dem valgt spejder og det bakker vi op om i familien. Mestendels med glæde. På samme måde som de alle 3 har bakket mig op i min beslutning om at blive hjemmegående og starte på uni selvom det også har betydet at ferierne er færre, tøjet mere tyndslidt og oplevelserne mere lokale og jordnære. Det der spejder er sgu nok meget godt!

Alligevel?

Prøv nu lige at se her - det er jo ikke fordi jeg ikke forstår hvad der menes på skiltene, men alligevel. 

Recycle? Fordi "genbrug" bare ikke dækker godt nok? Om igen H&M - Lotte Smagsdommer vender sine snobbede tommel nedad

Vi er selvfølgelig her på Aarhus Universitet, så måske har nogen tynde, tynde matematik-drenge beregnet statistik på problematikken og ved det kommer til at ske 2 gange indenfor en uge hvis der smides håndklæde-ark i toilettet. I hvilket tilfælde jeg så undskylder for min fordømmelse!

LIVE fra AU

Det er simpelthen et live-indlæg fra Århus (åh, bevares Aarhus) universitet.
Jeg har forelæsningstimer fra 12-16 om tirsdagen, og bortset fra at det betyder at jeg har formiddagen fri til andre ting (i dag skift og vask af sengetøj og gennemregning af biostatistik som er så eksotisk og nyt at jeg kunne lige så godt lære arabisk). Who am I kidding? Arabisk ville jeg højst sandsynligt få mere glæde af.

Jeg er ikke udelt begejstret for dette her uni-liv. Groft sagt så keder flere af fagene mig, og når man kun har 3 forskellige fag og skal fylde al sin tid med dem er det ikke så hensigtsmæssigt. Det der dog svider mest er at pigerne give udtryk for at de ikke synes vi tilbringer nok tid sammen. *ouch*

Vi kom i aftes hjem fra familie-besøg i Kbh. Vi fik set adskillige familiemedlemmer, og det var dejligt. Vi var også en tur i Den Blå Planet, og det var altså også rigtig hyggeligt. Men derudover brugte jeg det meste af min tid med næsen i bøgerne, med pigerne siddende ved siden af med deres næser i malebøger og Netflix på ipad/høretlf. I går var jeg med min mand til undersøgelse på Kennedy Centeret i Glostrup - hvilket var hele formålet med turen - og 3 times køretur hjem til Århus. Så meget for den "ekstra-fridag".

Jeg keder mig ikke i selskab med mine børn, jeg synes de er de fineste små mennesker jeg kender og jeg gider dem rigtig godt (især fordi jeg ved at de lige om lidt ikke gider mig på samme måde). Derfor synes jeg det er svært konstant at svare deres ønske om at være sammen med mig med "desværre-ikkenu-schyyjeglæserlektier-om5-10-30minutter". Det er sgu fesent.
 På den anden side har vi og de været priviligerede, det tager tid at vænne sig til de nye, og det skal de nok klare.... Og det skal de nok. Spørgsmålet er om jeg vil/kan/har lyst til at de skal vænne sig til det og om jeg har lyst til at blive snydt for alle deres guldkorn og rod og legeaftaler og bollebagning og rengøring og og og.

Shit hvor jeg savner at være hjemmegående.

...men de laver god kaffe og bager store kager hos Matematisk Kantine

Min nye udsigt

Så sidder man her. Pigerne syntes det var super selv at gå i skole i dag, og kl. 7.50 sad jeg så plantet med en kop kaffe foran den ældgamle mac. Jeg er i den grad startet på uni. Godt nok er vi - til min udelte begejstring - stort set sluppet for RUS arrangementer. Lidt navneleg og kommen-hinanden-ved er det naturligvis blevet til. Men som jeg talte med en jævnaldrende medstuderende om (og det er sandelig ikke givet på denne uddannelse der vrimler med ambitiøse, nervøse, perfektionistiske 12-tals piger frisk ud af sygeplejeuddannelsen)
1) vi har alle sammen venner, som vi ikke ser lige så meget som vi kunne ønske os. Ret beset behøver vi ikke lære hinanden voldsomt godt at kende. Der er selvfølgelig nogen man fatter gensidig sympati for - og vi skal nok finde hinanden. Vi skal trods alt være sammen 3 dage om ugen de næste 2 år. Drop det andet vi-skal-lære-hinanden-at-kende-halløj. Tak.
2) Jeg har nok aldrig før været så glad for at være 39 år og med 15 års erfaring. Jeg sad helt roligt i stolen mens stemninger blev pisket op over hvor svært det var at finde litteratur, at de ikke havde læst AL litteraturen til første gang, hvordan de nogensinde skulle lære statistikfagene etc. Bevares, jeg trak også på smilebåndet da underviseren smed en slide på tavlen om, hvordan det var forventet at man kunne bruge og regne med både logaritmer og eksponentialfunktioner (håber jeg fik fat i det korrekt?). Prøv at høre her. Vi sidder 43 sygeplejersker. Søde, ordentlige, alm.begavede damer i alderen 24-45'ish år. Vi kan tørre bræk fra fremmede mennesker op - og det synes jeg immervæk er noget sværere at lære uden selv at få aktiveret vomitusrefleksen. Vi kan tale om lort, blod, sekret, sår og selvmord. Men matematik. Dét kan vi simpelthen ikke forstå, så måske vi bare skal droppe ud nu? Seriøst, det var der flere der i ramme alvor sagde... Man lærer unge mennesker på 16 år de her ting, så mon ikke vi kan?

Nå, men hverdagen er ny og det er altid spændende. Jeg keder mig sikkert først i oktober/november... Jeg farer stadig vild når jeg skal på toilettet og kantinen. Men mon ikke også en gammel kran får styr på det?

God dag, for nu skal jeg smøre madpakke, finde min cykel og køre på uni 😃