Romkuglen

Romkuglen

tirsdag den 31. marts 2015

Påskeferie - dag 2

Dag 1 i ferien endte med 5 piger der dimsede rundt i og uden for huset. De fik grøn giftkage (80'er style) og havde det dejligt. I dag startede vi med passende morgenmad - Øllebrød med flødeskum og rugbrødsknas med hvid og mørk chokolade, smoothie og GOD kaffe latte.


Fik overstået lovet svømmehalsbesøg og nyder nu udsigten


Er ret begejstret so far!

P.s. Har her kl. 16.15 fået drukket en (lille) kande kaffe og læst det meste af en roman (Britt-Marie var her af Fredrik Backman. Fantastisk lille mesterværk. Forfatteren har også skrevet En mand der hedder Ove - jeg grinte og grinte og græd og græd. Storslået svensk forfatter hvis u.t. spørges). Er vældig tilfreds med børn der bliver større og ikke kræver mig KONSTANT. De er sgu pludselig ret så lækkert selskab.



onsdag den 25. marts 2015

Som lovet - billeder af ombygning.

Som tidligere lovet er her billeder fra vores ombygning af 1.sal. Vi er mere end godt tilfredse, og synes vi har haft verdens bedste håndværkere. Fra at være 1. sal med ét stort og ét lille værelse med nedsænkede trælofter og slidte gulve har vi pludselig fået 3 LÆKRE værelser. Der er åbnet til kip over alt, sat veluxvinduer i på børnenes værelser, skiftet tag, isoleret, bygget skabe ind i skunken etc. DET ER SÅ FEDT. Alle nyder det og der lugter dejligt nyt i hele huset. Bevares, det er sikkert giftigt - men ihhh hvor er det skønt.






Kvinde er kvinde værst

Er nødt til at dele ABSURD oplevelse med Jer. Jeg sælger ofte og gerne ud af ting og sager vi ikke længere skal bruge på både reshopper og DBA ligesom jeg flittigt køber samme steder. Det er hurtigt, smart og liiige i genbrugsånden som giver én den gode fornemmelse af at være ansvarsbevidst forbruger.
I går skulle jeg igen sælge ud af guldet. Dvs. jeg troede det var skrammel! For 6 år siden gav vi vores daværende 1 års fødselar en Bobles Slange (Slangen) i dejlig gul farve. Den kostede en mindre formue, men det var liiige sagen. Hun har leget med den, det har lillesøster også. Katten har brugt den som kradsebræt og vi har brugt den som fodskammel, kaffebord etc. Den har udtjent sin tid hos os og skulle nu finde nyt hjem. Jeg gjorde som jeg gerne gør. Tjekker hvad tilsvarende koster og lægger mig lidt under. Vil af med tingene. Kunne bare ikke finde nogle slanger fra Bobles til salg og finder ud af den er udgået. Nå, den er slidt, vi skal af med den. Pris 500kr - og BYD gerne....

TELEFON/SMS/INTERNET storm. 10 minutter senere var der bud på både 700 og 800kr og nærmest opkørt stemning. Jeg var på vej til at hente børn og ville svare når jeg var hjemme 15 min. senere. De samme 3-4 damer BOMBARDEREDE mig med sms'er. En enkelt kvinde ringer op og jeg fortæller om scenariet. Hun byder prompte 1000kr og jeg siger "solgt". Alle er glade. Damen er tilfreds, jeg har fået 100% mere end forventet. Hip hurra. 

Efterfølgende kan jeg se de opkørte damer diskutere på min annonce på DBA om prisen nu var rigtig (én mente jeg skulle have mindst 2500kr for den). Jeg skyndte mig at slette annoncen og slippe den snigende ærgrelse over de flere penge jeg kunne have fået. 

Men hvis jeg troede den stoppede der kunne jeg tro om. Damen der hentede Slangen i dag kunne fortælle at der efterfølgende var opstået ophedet debat om netop denne Slangen på en Facebook side med køb og salg af Bobles-figurer. De var rasende over måden den blev solgt på (til dame der ringer og byder 100 % oveni prisen. Er det ikke sådan man sælger ting??) at der ikke havde været fair budrunde (øhhh - wtf?) og lignende raseri. Tydeligvis forsmåede og pigesure damer der ville fuldende deres komplette samling af absurd-dyre skumdyr til poderne. Til sidst var de nået frem til at Slangen var AAALT for ramponeret til at redde. Lad dem bare sige det til hinanden hvis det giver dem fred. 
Jeg er lykkelig over at det var den sympatiske Bettina der netop hentede Slangen og håber den kan få et godt og fredeligt otium hos hende og hendes børn. Jeez, altså kvinder, stop Jer selv. 

onsdag den 4. marts 2015

Velbekomme - det var så lidt!

Sjæl og Dankort parkeret ved indgangen og så er vi gået "all in". Vi er i Lalandia, badeland, Monkey Tonky ditto og Bones. Masser af kulhydrater draperet i fedt og sukker - enhver ved jo det ikke feder når man holder ferie og at de penge man bruger hjemmefra ikke gælder.

I øvrigt har jeg fødselsdag i dag. 39 år såmænd. Glæder mig allerede til næste år. The Big Four O kan bare komme an. Håret er gråt, har fået mine 2 børn og en mand jeg er glad for. Whats not to like??





39 års fødselsdag - Lalandia-style. Tænkte nok I var spændte på at se billeder. Velbekomme :0)

søndag den 1. marts 2015

1. sal stadig under renovering...

Og her taler jeg ikke kun om vores overetage i huset. Det skrider frem - kunne ønske maleren satte lidt tempo på, men bevares - hvad ved jeg om maling der skal tørre og hvor tidskrævende det er med kip?
Næ, jeg taler mere om min egen overetage. Der arbejdes på højtryk. Jeg elsker at gå hjemme og nyder den ro og tid og luksus det er for min familie, men så sandelig også for mig. Min ældste går i skole, og den yngste har bevaret sin børnehave på deltid. Hun ELSKER den børnehave og hun ELSKER at holde fri med mig. Det betyder jo at der er flere hverdage i ugen hvor der er god tid til mig. Jeg nyder det. Der er alt det praktiske som jeg selvfølgelig tager mig af, haven kan man vel snart begynde at rive lidt i og her under ombygningen er der forskellige småprojekter som slibning af hanebånd, male trappe osv. som jeg går og nusser med. Jeg har fået hæklet en del og set en masse Netflix. Lige for tiden læser jeg en heeeel masse. Jeg kan slet ikke stoppe igen og det er virkelig dejligt.

Men! Jeg kan også mærke at det med at gå hjemme ér for en periode. Når yngsten til sommer starter i skole er det bare en anden situation. Der er stadig andre ting end det herhjemme jeg brænder for og jeg elsker at have kollegaer og være del af en arbejdsplads. JEG VED BARE IKKE HVAD JEG VIL!!! Jeg har svært ved at se mig i alm. sygeplejejob lige nu - fuld tid er ikke en mulighed, og jeg er faltisk også bange for at få det så dårligt igen at jeg bliver sygemeldt. Jeg vil gerne tjene penge så vi kan rejse hen hvor der er varmt, spare sammen til ny hoveddør eller hvad det nu måtte være og ikke bare klare os fra måned til måned - det ved jeg bare jeg ikke kan trives med i længden.
Jeg har besluttet mig for at søge ind på kandidat uddannelsen til sommer. Hvis jeg kommer ind er det 2 års studieliv med forelæsninger 3 x ugl. fra 10-14 ca. og ellers læsning. Dét ville passe mig så fint. Når jeg så er færdig er mine børn 7 1/2 og 9 år - og det er bare en anden situation så. SÅ! Jeg satser på at starte uni 1/9 og ellers finde et job som liiiige er mig (måske én der banker på vores dør og siger "her er job til dig, 25 timer om ugen, det er liiige i nærheden af hvor du bor og du må gerne være med til selv at definere dine opgaver")... X'er fingre for Universitetet!