Romkuglen

Romkuglen

fredag den 31. oktober 2014

Halloween!

Vi har været rundt ved naboerne her til aften ja vi har. For mine unger ville så gerne ud og sige “slik eller ballade” og jeg tænkte “herregud, lad dem dog”. Det har udviklet sig så huset er pyntet med hjemmefabrikeret pynt i orange hjembragt fra børnehave og skole, lygter, græskarhoveder og spindelvæv med plastikedderkopper. Og aftenens menu var uhyggelig pizza - “kan du ikke lave edderkopper af pepperoni, mor”? - og det kunne mor godt. “Og bamse-budding med blod og rød sodavand som vi leger er blod”. Og det gjorde vi.
Kl. 5.30 vågnede første barn og talte om Halloween. Kl. 5.50 ankom storesøster med kassen med ansigtssminke under armen. Vi var flere i husstanden der mente det var for tidligt, men jeg tilgav alt da ældstebarnet kl. 6.30 bekendtgjorde at jeg bare var den sødeste mor der ville male hende i hovedet SÅ tidligt om morgenen. Hun drog i skole i kostume og malet ansigt. Som den eneste. Vi holdt vejret - og alle klassekammeraterne beundrede hende, hun voksede ½ meter og jeg blev stolt over at have en datter der brændte for det her arrangement og gik all-in selvom hun endte med at skille sig ud.
Jeg kan forstå at der er mange der er decideret forargede over at danske børn må gå rundt og tigge slik. Det gør de til fastelavn - men hånden på hjertet. Hvor mange børn kommer der hos Jer til fastelavn og hvor mange ved hvornår det er fastelavn næste gang? Det skifter jo frem og tilbage hele tiden og jeg har ALDRIG haft besøg af et barn der sang fastelavnssang i de 18 år jeg har boet selv. Anyway, mine fik lov og blev vel modtaget hos alle vores søde naboer. De har også begejstret modtaget områdets børn - og der har været en del både med lyst og mørkt hår, for den her tradition kan vi åbenbart enes om, og de har delt ulækre skum-øjne ud. Nu er de er puttet med mavepine og skinnende øjne over magien, lysene og at de var ventet med uhygge og slik. Det gider jeg ikke at sige nej til - selvom traditionen ikke er dansk og kommer fra Irland og store slemme USA. Så bring it on. Vi går all in næste år og udvider sikkert med noget orange plastik-fad til slik, kunstige tænder og gnækkende latter til mor og endnu mere klamt slik. Det sagt, så ser I mig ikke hoppe på det Valentines-pjat. Skabagtig amerikansk tradition. Pffft!

onsdag den 29. oktober 2014

Børn og fulde folk...

Okay, jeg er ikke helt ung og har det faktisk rigtig fint med de grå hår der efterhånden viser sig i den muse-brune manke. Men at mit afkom har afbilledet mig med en lille, grå page har jeg det faktisk en smule stramt med. Troede faktisk på min frisør når han siger at mit hår har "den HELT rigtige grå farve som mange betaler for at få". Ja da, selvfølgelig gør de det. Og her er 550kr. Og god dag til dig også. Kan ikke tænke andet end at jeg måske i virkeligheden har samme frisure som Pia Kjærsgaard. Og det gider jeg altså ikke. Overhovedet. 

September 2014

Kl. 5.55: Jeg vågner før vækkeuret. Prøver at snige mig fri af yngstens arm, men hun opdager det straks og vil med nedenunder. Hun får en mindre sammensmeltning over at hun skal afleveres af far i dag (for han er nemlig djævelen selv og et rigtigt ubehageligt menneske eller noget). Indvilliger i endnu en “hurtig morgen” for at være på mit hold og kunne køre med mig når jeg skal afsted. Vi skal selvfølgelig lige nå et bad også. For vi har jo børneorm. Igen. Morgenmad, tandbørstning, god morgen til ældsten der kommer daskende kl. 7 og så ud ad døren. Aflevering i børnehave og mig videre på job hvor jeg lander kl. 7.20. “Super” tænker jeg, “nu er jeg 10 min. i overskud og kan gå kl. 15.05 i stedet for 15.15”. Yngstebarnet skal i dag starte til gymnastik og er højspændt. Hende og veninden skal hentes senest 15.30 så jeg kan nå hjem med bilen som naboen skal køre gymnastikpigerne i. Det fik jeg ikke lige nævnt? I samme tidsrum som der er gymna går ældstepigen naturligvis til svømning, og manden i huset er i dag til arrangement på sit arbejde. Kl. 13.45 tikker rednings-sms’en ind. Naboen henter gymna-pigerne i børnehave og jeg skal bare være hjemme med bilen til kl. 15.45. Kommer afsted kl. 15.15 og ræser hjem. Smider vasketøj i maskine. Nævnte jeg børneormene???, men som min pragmatiske mand sagde “hellere dem end lus. De kan da behandles med piller og tøjvask”. Point taken med tanke på de to pigers meget lange, meget tykke hår. Får også lige erindret ældstens dramatiske gråd i morges ved tanken om spaghetti og kødsovs som hun sleeet ikke kan lide. Nåede derfor liiige at piske en dej sammen og bage en stak pandekager inden den stod på svømning. Sidde i en kogende varm svømmehal og forsøge “at gøre noget godt for mig selv” (for det er i følge min læge vigtigt når man er stresset). Det lykkes ikke rigtigt. Der er ungefär 32 grader, luftfugtighed som i Randers Regnskov og en infernalsk larm. Bade bade - og huske hårvask - for så slipper vi for at skændes mere med datter-1 om det resten af ugen - og ræse hjem. Smide tøj i tumbler og næste vask sættes over (børneormene husker I nok…). Mens pandekagerne bliver lunet smøres 3 overskudsmadpakker (børnenes) og 1 underskudsmadpakke (min). For naturligvis kan mit besværlige barn ikke længere lide pålæg… I denne uge duer hytteost, kold pasta og grøntsager. Men KUN hvis der også er ristede græskarkerner med. Arjmen, come on…ristede græskarkerne! Jeg synes jo på den anden side heller ikke barnet 3 uger inde i sin 10 år lange madpakkekarriere skal smittes af min madpakkelede så jeg klapper hælene sammen og tager “madpakker-er-en-kærlighedserklæring-hjemmefra” hatten på og parrerer ordre. Nu er pandekagerne indtaget (med sukker, syltetøj og is ja tak). Ungerne har fået børstet tænder og stener med 1/2 times ipad (så politisk ukorrekte er vi så også) inden den står på historielæsning (Villads fra Valby bøgerne tophitter for tiden) og god nat. Så har jeg godt nok en aften for mig selv hvor den står på netflix og hækling - men det er dage som denne jeg drømmer om at gå hjemme. Lidt sporadisk snak på vej til børnehave og fra svømmehallen og lidt snik snak over maden. Det var den tid jeg tilbragte med mine børn i dag. Det er fan’me bare ikke godt nok!

mandag den 27. oktober 2014

Har prøvet noget nyt i dag...


Det er ingen hemmelighed at hele familien er nogle sukker-grise og at weekend også betyder at vi skal bage kage. Havde set denne kage på pinterest og tænkte at det måtte jeg kunne gøre efter. Det var en succes.


Lavede en "luksus-gærdej" (2 dl. lunken mælk, 25 g. gær, 2 æg, 50 g smeltet smør, 1 dl. sukker og 2 tsk vaniliesukker + hvedemel til dejen var fast men stadig lidt fedtet - måske 400-500 g?), lod den hæve 1 time og rullede den ud. Penslede efterfølgende dejpladen med 60-75 g smeltet, brunet smør og en god røvfuld kanelsukker (ca. 2 1/2 dl)


Skar pladen i strimler der passede i min bageform, stablede dem og skar dem i passende firkanter

Maste dem ned i en bageform og lod det hele hæve 30-45 minutter hvorefter den blev bagt ved 175 g i 30-40 minutter


Lod den køle lidt af i formen, løsnede den rundt i kanten og....


Voíla! Ét stk kanelbrød, lige til at brække skiver af. Det smagte dejligt med en kop kaffe til. 















lørdag den 25. oktober 2014

August 2014

Jeg har tænkt på det et stykke tid. Jeg har forsøgt at slå det ud af hovedet med et “det kan man jo ikke” og “det kan ikke lade sig gøre”. Jeg har overvejet alvorligt den sidste måneds tid. Jeg (læs: vi, læs: min mand) har regnet på det. Måske kan det lade sig gøre. MÅSKE KAN DET LADE SIG GØRE. For real!
Tanken kom første gang til mig efter jeg i begyndelsen af december ’13 en dag vrissede af den patient jeg var ude og besøge og efterfølgende græd hele vejen tilbage til mit kontor i bilen. Det gik jo ikke mere. Jeg ville hjem. Jeg kunne ikke mere. Det var galt. Jeg tog tilbage til kontoret og sikrede mig at der var styr på alt det praktiske, for jeg magtede ikke at skulle kontaktes og tage stilling. Så blev jeg sygemeldt. Havde det skidt, fik det bedre, begyndte omkring 1/3-14 igen på arbejde, fik det skidt igen. Søgte nyt arbejde, fik det bedre, fik nyt arbejde og blev raskmeldt fuld tid juni 2014. Bum, det var den ultra korte version. Detaljerne skal jeg spare Jer for. Flere gange mens jeg var sygemeldt sagde jeg til min mand at jeg ville ønske jeg blev fyret, for så kunne jeg gå hjemme en periode. Vi var dog enige om at det var en lige rigelig kortsigtet løsning, men bemærkede begge den positive virkning det havde på vores børn. Især den dengang 5 årige på sit sidste børnehave år, men også den 4 årige lillesøster. Morgenerne blev længere, roligere, hyggelige (!). Børnehavedagene korte og eftermiddagene med tid til besøg på biblioteket, hygge med te og boller, læsning, film, krea-kassen, legekammerater etc. Vores ældste barn var pludselig ikke “umulig” fra vi hentede hende (bemærk, hun plejede at blive hentet omkring kl. 15.15-15.30 og afleveret kl. 7.30 så hun var ikke den der var hverken først eller sidst i børnehaven). Hun fungerede efter hun var hentet, kunne deltage i alm. gøremål uden at vi behøvede at gå omkring hende på listefødder. Vi talte flere gange om at det er urimelige børnevilkår for en pige som hende. Hun har ikke overskud til at se veninder i hverdagene (og når hun får lov ender det gerne ret så højlydt og ret så træls for alle). Hun kan ikke rigtig “gå til noget” fordi det bliver for meget og lørdag bruger vi til at få et lille menneske ud af hende igen. Æv.


Jeg er nu startet på mit nye arbejde før sommerferien. Jeg er i gang med sidste ferieuge hvor ældsten er startet i skole og den efterfølgende obligatoriske SFO - GRIHHH - negle mod tavle - det er nogenlunde sådan jeg har det med at lade hende drukne i det kaos. Vel at mærke kl. 14.10 hvor hun har fri efter 6 timers skoledag.


For et par uger siden skulle min mand og jeg koordinere hente/bringe-modellen. VI har begge alm. 37/40 timers job. Vi arbejder henholdsvis 3 og 6 km fra vores bolig. Vi var enige om at ældsten ikke skal i morgen SFO og have så korte dage som muligt. Min mand sagde mens vi rykkede rundt på timerne “er vi pivede og forkælede - det kan jo ikke hænge sammen”. Og nej, det synes jeg faktisk ikke vi er. Vi er alm. mennesker med alm. middelklasse job (min mand er it-programmør og jeg er sygeplejerske i et ambulatorium) og det hænger nærmest ikke sammen. Dagen efter spurgte jeg om ikke vi kunne prøve at regne på om det kunne lade sig gøre at jeg går hjemme en periode. Dagen efter havde præsenterede min mand tallene (ja ja, det er ham der er økonomi-minister her i huset. Jeg besidder en del andre vigtige ministerposter, så det er der ikke noget galt i, nej der er ej). Hvis vi skærer ned på alt der er luksus (bil, ferie-budget som vi har det nu, opsparinger til børn etc., gavebudget og vores egne “lommepenge”) så kan det faktisk godt hænge sammen. Det tror vi i hvert fald. Nu beder vi banken og skattekontoret kigge på tal og fradrag og jeg skal komme efter dig. Og så øver vi os de næste måneder i at klare os for det beløb vi ville komme til at have fremover. Ældsten fortsætter selvfølgelig i SFO for nu men ville skulle meldes ud. Yngsten skal have lov at fortsætte i børnehaven sit sidste år - men på deltid og vi bruger altså også bilen så længe vi har den. Den er ikke bidende nødvendig, men den er praktisk og bekvem.


Jeg har sagt det højt, jeg ønsker og håber det lader sig gøre og er samtidig fyldt med tanker og overvejelser. Er det for sent? “Alle de andre hjemme-mødre” passer deres børn hjemme, men mine går snart i skole. Er det træls for mine børn at de ikke skal i SFO? Nej, siger mavefornemmelsen (og jeg skal lige tilføje at SFO’en virker ok og de voksne som søde og ordentlige mennesker, men det er bare ikke noget for mit barn ... tror jeg). Hvordan får jeg puttet aktiviteter ind i vores eftermiddage så min datter ikke bare sidder og piller perler og tegner, men også får bevæget sig, hoppet og danset (SFO’en er med idrætsprofil, og lad os bare sige... det er datter 1 her fra huset bare ikke). Kan lige nu kun se fordele (syge børn, forældrearrangementer, kan I ikke lige hjælpe i børnehaven/bage til festen/sidde i forældrerådet - ingen problemer, det klarer jeg (også uden at blive sygemeldt med stress). Legeaftaler, praktiske gøremål etc. kan arrangeres uden at det kræver excel regneark og en kalender. På minussiden er selvfølgelig det økonomiske aspekt. Kan vi klare os for 20.000 kr mindre om måneden - og vil vi? Vi er enige om at vi gerne vil spare, men at vi ikke vil vende hver 25 øre og at vores børn ikke skal mange noget.

Det er her jeg står nu.

Jeg vil ikke tænke mere. Nu gør jeg det.

Hvordan starter man en blog så man ikke lyder som en undskyldning for sig selv? Hvordan får man nogen til at læse den blog man selv synes er så rasende interessant? Hvordan stopper man sig selv så det hele ikke kvæles i ord inden det overhovedet er gået i gang? Sådan!

Jeg tror hverken min historie er mere interessant eller unik end de fleste andres. Jeg har bare lyst til at skrive og dele det med nogen. De overvejelser jeg har gjort mig de seneste måneder og de konsekvenser det unægteligt får. Jeg håber bare fordelene overskygger ulemperne og at det viser sig at være de rigtige. Who am I kidding? Det er SÅ meget det rigtige, og det føles som den bedste beslutning ever. Lige nu. Men det ændrer sig fra uge til uge. VELKOMMEN til Romkuglen, et domænenavn jeg købte for flere år siden med en ambition om at anmelde - jeps, you got it. Romkugler. Det skete så ikke, og her er jeg nu.