Romkuglen

Romkuglen

lørdag den 25. oktober 2014

August 2014

Jeg har tænkt på det et stykke tid. Jeg har forsøgt at slå det ud af hovedet med et “det kan man jo ikke” og “det kan ikke lade sig gøre”. Jeg har overvejet alvorligt den sidste måneds tid. Jeg (læs: vi, læs: min mand) har regnet på det. Måske kan det lade sig gøre. MÅSKE KAN DET LADE SIG GØRE. For real!
Tanken kom første gang til mig efter jeg i begyndelsen af december ’13 en dag vrissede af den patient jeg var ude og besøge og efterfølgende græd hele vejen tilbage til mit kontor i bilen. Det gik jo ikke mere. Jeg ville hjem. Jeg kunne ikke mere. Det var galt. Jeg tog tilbage til kontoret og sikrede mig at der var styr på alt det praktiske, for jeg magtede ikke at skulle kontaktes og tage stilling. Så blev jeg sygemeldt. Havde det skidt, fik det bedre, begyndte omkring 1/3-14 igen på arbejde, fik det skidt igen. Søgte nyt arbejde, fik det bedre, fik nyt arbejde og blev raskmeldt fuld tid juni 2014. Bum, det var den ultra korte version. Detaljerne skal jeg spare Jer for. Flere gange mens jeg var sygemeldt sagde jeg til min mand at jeg ville ønske jeg blev fyret, for så kunne jeg gå hjemme en periode. Vi var dog enige om at det var en lige rigelig kortsigtet løsning, men bemærkede begge den positive virkning det havde på vores børn. Især den dengang 5 årige på sit sidste børnehave år, men også den 4 årige lillesøster. Morgenerne blev længere, roligere, hyggelige (!). Børnehavedagene korte og eftermiddagene med tid til besøg på biblioteket, hygge med te og boller, læsning, film, krea-kassen, legekammerater etc. Vores ældste barn var pludselig ikke “umulig” fra vi hentede hende (bemærk, hun plejede at blive hentet omkring kl. 15.15-15.30 og afleveret kl. 7.30 så hun var ikke den der var hverken først eller sidst i børnehaven). Hun fungerede efter hun var hentet, kunne deltage i alm. gøremål uden at vi behøvede at gå omkring hende på listefødder. Vi talte flere gange om at det er urimelige børnevilkår for en pige som hende. Hun har ikke overskud til at se veninder i hverdagene (og når hun får lov ender det gerne ret så højlydt og ret så træls for alle). Hun kan ikke rigtig “gå til noget” fordi det bliver for meget og lørdag bruger vi til at få et lille menneske ud af hende igen. Æv.


Jeg er nu startet på mit nye arbejde før sommerferien. Jeg er i gang med sidste ferieuge hvor ældsten er startet i skole og den efterfølgende obligatoriske SFO - GRIHHH - negle mod tavle - det er nogenlunde sådan jeg har det med at lade hende drukne i det kaos. Vel at mærke kl. 14.10 hvor hun har fri efter 6 timers skoledag.


For et par uger siden skulle min mand og jeg koordinere hente/bringe-modellen. VI har begge alm. 37/40 timers job. Vi arbejder henholdsvis 3 og 6 km fra vores bolig. Vi var enige om at ældsten ikke skal i morgen SFO og have så korte dage som muligt. Min mand sagde mens vi rykkede rundt på timerne “er vi pivede og forkælede - det kan jo ikke hænge sammen”. Og nej, det synes jeg faktisk ikke vi er. Vi er alm. mennesker med alm. middelklasse job (min mand er it-programmør og jeg er sygeplejerske i et ambulatorium) og det hænger nærmest ikke sammen. Dagen efter spurgte jeg om ikke vi kunne prøve at regne på om det kunne lade sig gøre at jeg går hjemme en periode. Dagen efter havde præsenterede min mand tallene (ja ja, det er ham der er økonomi-minister her i huset. Jeg besidder en del andre vigtige ministerposter, så det er der ikke noget galt i, nej der er ej). Hvis vi skærer ned på alt der er luksus (bil, ferie-budget som vi har det nu, opsparinger til børn etc., gavebudget og vores egne “lommepenge”) så kan det faktisk godt hænge sammen. Det tror vi i hvert fald. Nu beder vi banken og skattekontoret kigge på tal og fradrag og jeg skal komme efter dig. Og så øver vi os de næste måneder i at klare os for det beløb vi ville komme til at have fremover. Ældsten fortsætter selvfølgelig i SFO for nu men ville skulle meldes ud. Yngsten skal have lov at fortsætte i børnehaven sit sidste år - men på deltid og vi bruger altså også bilen så længe vi har den. Den er ikke bidende nødvendig, men den er praktisk og bekvem.


Jeg har sagt det højt, jeg ønsker og håber det lader sig gøre og er samtidig fyldt med tanker og overvejelser. Er det for sent? “Alle de andre hjemme-mødre” passer deres børn hjemme, men mine går snart i skole. Er det træls for mine børn at de ikke skal i SFO? Nej, siger mavefornemmelsen (og jeg skal lige tilføje at SFO’en virker ok og de voksne som søde og ordentlige mennesker, men det er bare ikke noget for mit barn ... tror jeg). Hvordan får jeg puttet aktiviteter ind i vores eftermiddage så min datter ikke bare sidder og piller perler og tegner, men også får bevæget sig, hoppet og danset (SFO’en er med idrætsprofil, og lad os bare sige... det er datter 1 her fra huset bare ikke). Kan lige nu kun se fordele (syge børn, forældrearrangementer, kan I ikke lige hjælpe i børnehaven/bage til festen/sidde i forældrerådet - ingen problemer, det klarer jeg (også uden at blive sygemeldt med stress). Legeaftaler, praktiske gøremål etc. kan arrangeres uden at det kræver excel regneark og en kalender. På minussiden er selvfølgelig det økonomiske aspekt. Kan vi klare os for 20.000 kr mindre om måneden - og vil vi? Vi er enige om at vi gerne vil spare, men at vi ikke vil vende hver 25 øre og at vores børn ikke skal mange noget.

Det er her jeg står nu.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar