Romkuglen

Romkuglen

onsdag den 2. november 2016

Jeg gør det ikke...endnu

Arjmen prøv lige at se høsten af 30 minutters indsats mandag fra 18:30-19. Jeg er fristet, men holder stand.

søndag den 23. oktober 2016

Hun blev udredt og vi er på vej videre...'ish

Altså. Vera blev udredt. Autismediagnose blev afkræftet, og vi stod med blandede følelser, og vidste ikke helt hvad vi skulle mene om den sag. Dog kunne psykologen godt se, at hun er speciel - hende vores nu 8 årige - og på den baggrund tilbød de hele udredningspakken med dispensation und alles.
Jeg forestillede mig ikke de ville finde noget der - men der tog jeg så fejl. Pigebarnet har store og svære overbliksvanskeligheder (som det så smukt står beskrevet i hendes afslutningsnotat fra børnepsykiatrisk afdeling). Dét i sig selv var en overraskelse. Men at høre psykologen beskrive hvordan de forskellige undersøgelser udmøntede sig, medførte både klump i halsen og tårer i øjenkrogene. Vera har ingen overordnet ramme når hun kaster sig ud i noget. Som i - INGEN! Det giver pludselig mening, at hun er styrende, kontrollerende, ikke magter at lade andre røre sit legetøj, sine tusser, sine malebøger. Hvis jeg bare prøver på at forestille mig ikke at have det forkromede overblik, så tror jeg også,  jeg ville holde krampagtigt fast, i det jeg kender, og som jeg ved er mit.

Av. Det gjorde ondt. Derudover fik hun en Tourette diagnose. Det har vi det nu ganske fredeligt med. Det er ikke komplekse, fysiske tics eller obskøne ord der forlader hendes krop og mund. Derimod en fredelig "rullen på r'erne" der forværres i takt med at hun udtrættes.

Da vi så havde papir på vanskelighederne og blev afsluttet, blev der for alvor interessant. Århus Kommune er tunge at danse med - så meget havde vi hørt. Men H O L D  N U  K Æ F T  hvor er det op ad bakke. Ingen får forberedt sig til møderne, ingen ved noget om diagnosen, og vi blev henvist til det ene håbløse, malplacerede tilbud efter det andet. Heldigvis var der én i vores familie der vidste noget og kendte nogen. Og ringede og spurgte og hjalp os videre. Nu er vi havnet et sted, der føles rigtigt. Fordi vi ringede og undrede os højlydt igen og igen, og til sidst fik sagsbehandler-damen til at indrømme at det handlede om økonomi. Og at hun i øvrigt var bundet på hænder og fødder og skulle have sin leders velsignelse, tilladelse og måske også give ham sin førstfødte for at få lov at henvise os... Måske gjorde hun virkelig det - vi kom i hvert fald videre. Efter - hold nu fast - 9 måneder... Det er super system vi har. Alletiders. Siger det bare.

Allerede mens udredningen pågik besluttede vi os for at flytte hende fra den lokale folkeskole i baghaven, til Rudolf Steiner Skolen i Århus. Hvis vi trækker alt det, der hedder logistik, transport og morgentrafik ud af ligningen, så er det fuldstændig fantastisk. Smider vi hele logistikken tilbage i puljen, er det fortsat helt fantastisk. De gør al ting på en anden måde, og vi har alle bare ladet os flyde med i glæden og begejstringen. Tror på at Vera nok skal lære det, hun skal nå. At der er så god tid, at det er okay, at tage det med ro når man kun er 8 år. Ser Vera vokse i en hverdag med struktur, kreativitet og plads til forskelligheder. Guderne skal vide, hun er ikke det mest specielle barn på den skole. Der er mange, der har hver deres at bøvle med. Hun hækler, hun synger, spiller fløjte, maler og er glad. Skoledagen er kort - 4-5 timer. Og det er rigeligt. Med mobil i tasken og rejsekort i portemoneen tager hun frisk bussen hjem efter skole. Vores planer om mere SFO er der ikke blevet meget af, men barnet trives, går igen til både svømning og kor og hænger sammen også efter kl 16:30. Om det er et problem med den SFO må vi tale med pædagogerne om. De ved nemlig godt hvem Vera er. Allesammen. Også selvom hun kun er der få timer om ugen.
Har morgenen været dum kan man også få et ekstra kram af læreren - og hun kysser også nogen gange børnene på håret, hvis det er svært at sige farvel. Også selvom det er børn på 7-8 år. Jeg elsker det. At vide der er nogen, der giver et ekstra kram og et kys på håret, når skoledagen er svær, og vi ikke er der. Til sammenligning har Dagmar, der går i 1.klasse, lige været gennem sine første læse- og matematiktests med statistikker om placering og niveau præsenteret for os forældre efterfølgende. Det sagt så har hun det fantasktisk, og vi har ingen umiddelbare planer om at flytte hende foreløbigt.

Men træerne vokser som bekendt ikke ind i himmelen. Heller ikke når den er blå og solen skinner hele september måned. Det er svært at være både den 8 årige men bestemt også hendes forældre og lillesøster. Vi øver os alle hele tiden. Alle bliver ældre og kan og forstår mere. Det er godt. Vi har mere ro i at sige "nej tak" til arrangementer vi på forhånd ved bliver trælse og deler os i 2 hold når det er påkrævet. Vi øver os også i at være en familie, hvor to personer er det vi kalder "Byhøner" - vi der trives med social omgang med mange mennesker, fester og gæster. Mens de to andre er "Puttehøner" der helst bliver hjemme og tager det stille og roligt. Der skal være plads til os alle fire. Og nogen gange må lyster tøjles og nedtones og andre sparkes ud af deres komfortzone med et kærligt spark. Selvom der nogen gange skal sparkes lidt hårdt.



Altså, alt bliver også nemmere at have med at gøre når man kan bade i slutningen af september...











lørdag den 1. oktober 2016

Nope, nej, niet, na

Jeg forstår ikke hvor tiden bliver af. Min undskyldning med manglende ord sidst er på en gang rigtig og helt helt forkert. Der er så mange ord at de står i kø. Ord som skal skrives til opgaver, kronikker, debatindlæg, eksaminer og i sidste ende et speciale. Ord der skal bære mig igennem den uddannelse jeg er i gang med.
Bag alle disse ord der afspejler den hverdag, der er lige nu, så er der faktisk også endnu flere ord der gerne vil ud. Ord om det sidste år. Hvor forfærdeligt det har været. Hvordan der lige nu titter glimt af solskin ind i en hverdag, der har været så tung så længe. Små glimt af noget godt, noget jeg ikke helt tør tro på er kommet for at blive. Men som jeg er nødt til at holde fast på og nyde lige nu og her.
Det hele er stadigt meget svævende. Jeg ved det godt, men jeg vil ikke undskylde det. Bloggen her har altid været mit frirum og et sted hvor min glæde for at skrive får lov at gro. Det bliver den ved med, og jeg må bare konstatere, at det så betyder at der er perioder, hvor det mildest talt er stillestående herinde.
Så, ordene er her faktisk stadig væk - der er bare ikke rigtig plads til at få dem struktureret og formuleret på en måde der giver mening.





tirsdag den 6. september 2016

Og så blev det efterår

Jeg har været fuldstændig og aldeles fraværende de sidste mange måneder. Det har været et underligt år, og nu føles det lidt som om det er på vej mod dens slutning.

Jeg er her godt nok stadig, men har ikke endnu over-noget-helst til en større redegørelse for dette og hint. Ældste pigen er startet på ny skole, og dét er godt. Jeg er startet på uni igen....det er sindssygt og jeg har fornemmelsen af at komme til overfladen igen til jul. Resten er same ol' same ol'.

Der er ikke flere ord i mig idag. Håber snart de kommer til mig igen!

mandag den 18. april 2016

Haha

Jeg var i gang med at google lidt forskelligt - i den forbindelse ville jeg skriver noget med "hvor .....".
Her er googles forslag





Ved ikke helt om jeg er mest begejstret for den med skedesvamp, fnat og hæmorider - skal i ø lige have talt med min mand! Eller om det er nummer 4 - "hvorfor" der tager prisen som bedste forslag...

fredag den 8. april 2016

På den ene side, på den anden side...


  • Den utilnærmelige kat som hele familien af uransagelige årsager elsker, er sløj. Den lever for de to gange om dagen hvor der hældes mad i dens skål og det er typisk dér den finder sig i at blive aet. Ikke i dag. Ingenting har den spist. Jeg bekymres. 
  • Så sparer vi da de kroner tænker praktiske kyniske Lotte - HVORFOR koster en stor sæk kattemad ligeså meget som et par sandaler til børnene?
  • Weekend. Det trænger vi altid til. Sove længe, lange morgener med kaffe og Mads&Monopolet... Eller, sådan tror jeg hver weekend det bliver
  • Virkeligheden byder dog på Gymnastikopvisning... fra 9:30-14:30. Bare lige. Derudover har vi børn der sover til kl. 6-noget hver dag. Det er som om deres indre ur bare ikke kan fatte at der er to dage HVER uge hvor de gerne må blive liggende i kassen. I det mindste behøver vi ikke vække dem så.
  • En 7 årig der er udfordret på det sociale og derfor allerede nu er lidt presset over sin 8 års fødselsdag om 1 måned. Alle de mennesker og børn der skal være på hendes værelse og i vores hus. Og hvad hvis det bliver for meget?
  • Løsning: kun pigerne fra klassen (som om det ikke var nok?), lille arrangement for bedsterne hvor hovedpersonen har besluttet sig for at optræde med "Buster-sangen" og et "hey venner, vi mødes i Djurs Sommerland - vi medbringer kagemand" arrangement. Er ret lettet over at det vanlige 3-dages marathon med det meste af 75 gæster gennem huset på en weekend i år afløses af noget mere fremkommelig model. Ville bare ønske det ikke var fordi barnet kæmper med vanskeligheder der måske er autisme, måske noget andet.
  • Jeg glæder mig virkelig på min mands vegne over hans kommende tur til London med sit arbejde. Konference, en dag som turist und alles. 
  • Jeg er virkelig VIRKELIG misundelig og en anelse bitter. Blev ikke bedre da han annoncerede 4 dages tur til Ukraine i næste måned. Og da slet ikke da jeg konstaterede at de to rejser betød at jeg må snuppe både forårskoncert OG sommerfest i 0.c som solo-mor. Hold nu kaje det kommer til at koste på martyr-kontoen!

  • Jeg burde virkelig læse til mandagens forelæsning, noget med adfærdsanalyser. Det er faktisk ikke kedeligt. 
  • Der er bare så mange sider jeg ikke har besøgt på nettet og ting jeg skal ordne og fikse og liiige have styr på. Og en blog jeg gerne vil dyrke lidt mere...

Man kan godt sige det er lidt ligesom...













tirsdag den 5. april 2016

Der er ikke meget nyt...

7 års-barnet er fortsat i gang med udredning. Hun er set af læge og distriktssygeplejerske og skal på torsdag have lavet en ADOS undersøgelse (Autism Diagnostic Observation Schedule). Såvidt jeg har forstået er det en psykologisk undersøgelse hvor hendes evner til at indgå i forskellige situationer hvor hendes sociale og kommunikative evner testes. Det er meget spændende det hele, men frustrationerne begynder også at melde sig efter ganske få kontakter til kommunen som jo i bund og grund er dem der sidder på den fortsatte pengekiste. Og lige meget hvordan man vender og drejer den, så handler det jo om økonomi.
Min mand og jeg talte om hvad det egentlig er vi kunne ønske os hvis vi fik frit valg - og det er ikke nemt. Vi ved jo godt hvornår frustrationerne er størst og affektniveauet højst. Morgenvækning, ud af døren, den sidste time inden spisetid og sengetid. Det er der det er allersværest i hverdagen. Derudover er alt ustruktureret og fri-leg ikke særlig rart for Vera.

En dag som i dag hvor der er kommet en mail á la "alle 1.kl skal i skoven hele dagen hvor vi skal bevæge os - husk tøj efter vejret og madpakke" har jeg mildest talt ondt i maven over at sende mit afkom i skole. Alt det hun hader og synes er svært - udendørs, skov, potentiel heldags-regn, strukturløst, masser af børn (omkring 70 stk)! Jeg kan ikke forstå det er så umuligt for skolen at "tage ind" at uanset om hun skal have diagnose eller ej, så betyder det at hun udredes for det allerede at der er noget der er svært. Jeg bliver så usigelig træt. Derfor har vi store og mange overvejelser om skoleskift. Skal hun skifte skole skal det være til noget helt andet. Derfor har vi overvejelser om Rudolf Steiner Skolen. Egentlig har jeg lyst til at lave "clean cut" og flytte begge børn, men Dagmar trives vældigt i sin 0. kl og så er det jo pludseligt svært.

Så, ikke de store nyheder derudover. Dvs. - jeg er blevet 40 år og holdt fest. Uden børn (hverken egne eller andres), dejlig mad (hø hø hvis kokken selv skal sige det...) og gode vine i rigt mål. Dét trængte vi til. Det var herligt!

tirsdag den 1. marts 2016

Batterierne er ved at være brugt op

Som jeg skrev i forrige indlæg, har jeg mange tanker omkring vores 7 årige datter. Hun var i sidste uge hos egen læge, der uden de store dikkedarer og efter fin samtale med patienten sendte henvisning til børnepsykiatrisk ambulatorium - i første omgang til afklarende samtale for at se om hun (altså barnet) skulle fejle noget indenfor deres boldgade. 1 uge efter (de har sandelig taget den dér udredningsgaranti alvorligt!), sad vi i morges overfor Distriktspædagogen Lone, der skulle tage stilling til det videre forløb, eller om der overhovedet skulle være et videre forløb hos dem. Jeg elskede Lone med det samme. Midaldrende, garvet dame, der ved hvad det handler om indenfor denne gren af sygehusvæsenet.

Det var i løbet af samtalen ret så tydeligt, at Lone så det vi også ser. Et barn der skiller sig ud og ikke er i trivsel. En pige der har svært ved at begå sig socialt, ikke er grund-glad, forvirres og overbelastes bare ved at være sammen med andre børn. Et barn der mangler overblik. Jeg kunne have jublet af lettelse (og gjorde det også indeni), og allerede mens vi sad til samtalen, gjorde Lone det tydeligt at hun bestemt regnede med, at vi skulle komme igen. Vel hjemme igen (jeg var lige trådt ind af døren og stod stadig i min jakke) ringede Lone og sagde, at Vera skal udredes yderligere med mistanke om autisme. Hun regnede med en tid om ca. 2 uger (! - det er dælme hurtig ekspedit).

Jeg var til mestendels lettet, og sekundært trist ved tanken om konsekvenserne af diagnosen hvis det ender der. Autisme er det eneste der har givet mening for os når vi har søgt nettet tyndt for forklaringer. Det eksplosive barn, det særligt sensitive barn, det kompetente barn. Alt er undersøgt, og alt er forkastet. Jeg er lettet, fordi det måske kan give os en ramme at forstå vores datter i, og fordi det kan give os muligheden for at søge den rette hjælp, f.eks. i skoleregi hvor det lige nu kører ad H til. (Der bor i øvrigt en lille, barnlig djævel indeni mig der med stor iver vil KLASKE en evt. diagnose på skolens fedtede skrivebord med et rungende "HVAD SAGDE JEG", kan vi SÅ komme i gang med at hjælpe den her pige). Alt er op ad bakke og kræver diskussion. Jeg forstår jo ikke hvorfor hun absolut skal sidde ved 5 mands bord med front mod klassen, og hvorfor det ikke bare er muligt at flytte hende ned bag i klassen ved et enkeltmands/to-mands bord så hun ikke skal forholde sig til 4 andre kammeraters ting og sager, snak og larm. Kan vi ikke bare prøve det?

Jeg tænker Vera som udgangspunkt er TOPstresset bare ved at være til. Hvis man så forestiller sig at smide 22 7 årige børn oveni, tror jeg nok de fleste ville bryde grædende sammen. Det gør Vera i hvert fald tit. I sær når hun skal sove. Så overvældes hun af tanker om død, ødelæggelse, tyve og ildebrand. Men mest om det hun ikke kan, ikke forstår, misforstår og den larm hun ikke magter, de tanker der er for store til hendes lille hoved og det liv der kun knap 8 år gammel allerede er så svært. Jeg græder tit sammen med hende. Mest indeni mig selv, men også nogen gange nogle helt ægte, våde tårer. Det føles lidt rart.
Men batterierne er godt nok også ved at være brugt op!


torsdag den 25. februar 2016

Februars-tritresse

Det er den tid på året! Den tid hvor mit behov for sol og varme er allerstørst. Jeg plejer at klare 1-2 måneder, før jeg giver op og får bestilt og planlagt ferie. Bare ikke i år. Havde bestemt at lade spontaniteten råde. Mmm, det er alle tiders. Spontanitet på budget! Efter 1 år som hjemmegående uden nogen former for indtægt og nu 2 år på SU, er der bare ikke plads til de helt store impro-rejser hverken syd eller øst.
Dagmar på 6 år bekendtgjorde i sidste uge at hun ikke ville til Sverige igen, for der var for koldt. Det var ellers en dejlig ferie - men giver hende nu lidt ret.

Det er bare ærgerligt, når drømmen er noget i stil med dette her



okay, sådan noget i denne stil er faktisk også HELT okay kombineret med selvplukkede jordbær i spandevis og glade sommerbørn



...men der er bare den der nagende fornemmelse, der siger, at virkeligheden kommer til at se sådan her ud, mens desperate børn skændes og forældre frustreres




Jeg satser VIRKELIG hårdt på, at dem, der skal tage stilling til den der udstationering, snart får taget stilling. Selvom jeg ved jeg vil hade det lidt, når vi sidder i 45 grader og luftfugtighed som Randers Regnskov. Alternativt kan en sommer hvor det rent faktisk føles som sommer og ikke bare som tidligt efterår også gøre det. Er det for meget at bede om???







mandag den 22. februar 2016

Limbo-land

Vores skønne 7, soon to be 8 årige, datter trives ikke. Det er for så vidt ikke noget nyt, eller det er det så alligevel. Hun har altid været "anderledes" temperamentsfuld end "de andre børn", haft svært ved at lege med andre og en helt masse andet som jeg ikke vil skrive om lige nu. Måske en anden gang.
Essensen er at Søren og jeg flere gange har pippet om dette i børnehaven, der blankt afviste, at de så nogle problemer: Derefter PPR der forklarede det med alm. udvikling. Det lod vi os så spise af med, selvom det ikke føltes som uproblematisk og almindeligt når vi stod derhjemme med et barn der var ved at forlade sin egen krop af vrede, ked-af-det-hed og frustration. Igen og igen og igen... Før skolestart betalte vi os fra konsultation med børnepsykolog der lidt sagde det samme. "Kan ikke forvalte energi", "skal have hjælp til dette"..... Igen tænkte vi at det måtte være os der ikke formåede at læse vores datter rigtigt, og gik der fra med tanken om at NU måtte vi gøre det ordentligt. Denne gang.
0. klasse gik rimeligt - der var en fantastisk lærer, der kunne skabe ro og rammer, så det gik. Ikke uproblematisk, men det gik. Nu hedder det så 1. klasse. Kravene er blevet større, børnene er blevet ældre, rummeligheden ift klassekammerat der skiller sig ud er desværre ikke blevet tilsvarende større, tværtimod. Bevares, der er ikke nogen der systematisk mobber hende eller lignende. Men det er bare ikke fedt at være (eller lege med for den sags skyld) den store 7 årige pige der stadig ikke kan finde ud af at lege med andre børn, har tics der fylder på forskellig vis. Nogle er usynlige og generer ikke andre (klemmen fingrespidser) mens andre vækker mere opsigt og irritation (konstant rømmen sig, klemmen mund/øjne/næse sammen til en spøjs grimasse).
Summasummarum - barnet trives ikke. Hun vil ikke i skole, vil helst bare være hjemme med os, vil til tider ikke leve, og det er i det hele taget hjerteskærende at være vidne til. Lillesøster synes heller ikke det er sjovt og rart at være i huset - hun står tit for skud for storesøsters vredesudbrud - og er mere obsternasig og tvær. Ja, ligesom resten af familien.

Det har endelig lykkedes os at råbe skolen op. Ikke at de ser hvad vi ser, men de anderkender i det mindste, at der er noget der ikke er som det bør være. Måske hjalp det også at jeg græd mig gennem det meste af en pakke kleenex sidst vi mødtes. Deres umiddelbare forslag til hjælp gider jeg ikke engang kommentere på (lad os kort sige at gruppe for børn mellem 3-8 år - primært med ADHD diagnoser simpelthen ikke føles rigtigt for vores sårbare, let stressbare barn). Men de ser os!
Egen læge er også sat på sagen, og forhåbentlig er hun i morgen med på at henvise Pigen til nærmere udredning. Jeg HÅBER i den grad, at det er der vi lander - og hvor er det underligt at håbe, at ens barn fejler noget, det skal udredes for. Men det er ikke desto mindre sådan, det er blevet.
Jeg ønsker på INGEN måde at frasige mig ansvar for Veras videre udvikling og trivsel, men vi har i den grad brug for hjælp til at sikre at hun netop kommer i trivsel igen. Så, intet billede i dag. Teksten får bare lov at stå. Jeg er lidt i limbo!

tirsdag den 9. februar 2016

Fastelavn - endelig slut, gækkebreve here we go

5 x fastelavnsarrangementer blev det til i år. Det ene var heldigvis i form af en fødselsdag, så der skulle jeg ikke sørge for andet end udklædning (valget faldt på rengøringsdame). NU er det så næsten slut - næsten fordi det i dag er "Pandekage tirsdag" - og dét skal vi da i hvert fald også lige have med.
I aftes da børnene sov skulle de sidste fastelavnsboller til skolen, denne gang 1. c, bages.


Jeg bagte af "kæmpeægget" der alene indeholdt 2 store blommer - men NU kan jeg også pudse den glorie og erklære fastelavn for afsluttet.

Til gengæld lå den her i postkassen i weekenden. Så er næste højtid ligesom skudt i gang.













P.s. det var fra det samme barn der lavede penis-lyset. Just saying!

fredag den 5. februar 2016

Vi har det....åhhh åhhh

Sidste gang blev I efterladt med "eksamens-clif-hangeren". Jeg bestod alle tre. Fik 4 i Kvalitativ Metode (er alligevel imponeret over at man jeg kunne bestå uden at have fordybet mig i faget på noget tidspunkt). Jeg demonstrerede mine utroligt skarpe evner til at bluffe mig igennem ved at slå op hist og referere pist. Sgu egentlig meget godt tilfreds - selvom jeg virkelig VIRKELIG ikke kan forlige mig med "de nye karakterer". Jeg ved godt jeg lyder som om jeg er 200 år gammel når jeg siger det, men det giver bare ikke mening for mig. Derfor vil jeg også holde fast i at jeg fik 7-8 i det ene fag (Kvali) og 9 i Epidemiologi og Biostatistik (ja de kaldte det 7, men dét er jeg SLET ikke vild med).

Nå, 2 ugers såkaldt ferie er overstået - selvom jeg har det som et barn der er blevet snydt. Jeg havde ikke mange planer for min ferie, men den skulle nydes med fred og ro, hyggelige eftermiddage med børnene, Netflix og kaffe. I stedet gik den med svære overvejelser, mange tårer og kontakt til diverse privatskoler og instanser. Vores ældste datter trives i den grad IKKE. Hun er vred, ked og irritabel og vi river næsten hårene ud af hovedet for at prøve at forstå hvad det handler om. Hun er ekstremt jaloux på sin lillesøster, agressiv og udtrættet i en grad så det slet ikke hænger sammen.
Der er for så vidt ikke noget nyt i hendes særlige behov for ro, pauser og tid til at lade op - men skolen beskriver (ligesom børnehaven gjorde det i de 5 år hun gik der) at der INGEN problemer er.  Hun er glad, frisk, med, aktiv etc. Og så går hun i stykker når hun kommer hjem.

Der er intet overskud til kammerater, fritidsaktiviteter, familiearrangementer, skolefester etc. Og det er virkelig ved at være problematisk. Det ér altså svært fortsat at have brug for 12 timers søvn når man er 8 år og går i skole. Især når lillesøster kan klare sig med mindre.
Så det koster mange tanker og tårer, og overvejelser om dette og hint. Aktuelt er hun blevet skrevet op på 3 forskellige mindre skoler. Én lille, bogligt stærk skole, én friskole med højt til loftet og Rudolf Steiner skolen. DET ER IKKE NEMT. Nissen skal jo ikke bare følge med, og på den anden side trives hun heller ikke i den store folkeskole hvor hun går nu. Hun er kvik og godt med fagligt - skal vi så vælge den boglige skole? Men hun har det svært socialt og "skiller sig ud" - derfor kunne Rudolf Steiner være en mulighed - omend jeg har det lidt stramt med deres vægtning af det boglige. MEN! Til gengæld ville hun lære at strikke og spille violin og i ø udfolde sig kreativt som hun er rigtig glad for. Hun er lovet plads på Rudolf Steiner efter sommerferien, og det giver os lidt ro til at finde ud af hvad vi skal. Derudover har vi haft samtaler med både skole og egen læge.

Lige nu er begge piger i skole - sendt afsted UDEN konflikt. Halleluja og armene over hovedet. Jeg sidder med min kaffe og skal i gang med at transkribere det interview jeg lavede med min mand efter at have "fodret" (børnenes ordvalg) til et aftensmåltid. Det er sjovt at gå i skole når dét er lektierne....

Nå ja, og se hvem der er tilbage... Den har også været så underligt fraværende her i vinter. Men fedtkugler og æbler har lokket det sure løg frem fra buskene, og der er igen vrede marcher foran havedøren når vi glemmer det med æblet...
Introducing: Kvisteben

tirsdag den 12. januar 2016

Vi har set lyset...

Min datter på 7 år er meget kreativ. Hun klistrer og ordner, tegner og regerer. Det er så hyggeligt. Især efter hun har fået sin egen plads i kælderen hvor hun kan lime og klippe uden at jeg får nervøse trækninger af bordet der konstant er dækket af limpistol-lim og de spirrende konflikter der hele tiden lurer når skidtet skal pakkes sammen 3 gange om dagen ca.

I går havde de dryppet lys i SFO'en!

Goes without saying. Dog pågår der livlig diskussion hvorvidt det mest ligner en diller, en tampon eller en persillerod.



Jeg fnisede næsten ikke da jeg fik det overrakt. God mandag fra eksamens-land. 2 eksaminer er klaret, 1 er i hvert fald bestået, 1 tilbage. Og SÅ 2 ugers ferie!