Romkuglen

Romkuglen

tirsdag den 1. marts 2016

Batterierne er ved at være brugt op

Som jeg skrev i forrige indlæg, har jeg mange tanker omkring vores 7 årige datter. Hun var i sidste uge hos egen læge, der uden de store dikkedarer og efter fin samtale med patienten sendte henvisning til børnepsykiatrisk ambulatorium - i første omgang til afklarende samtale for at se om hun (altså barnet) skulle fejle noget indenfor deres boldgade. 1 uge efter (de har sandelig taget den dér udredningsgaranti alvorligt!), sad vi i morges overfor Distriktspædagogen Lone, der skulle tage stilling til det videre forløb, eller om der overhovedet skulle være et videre forløb hos dem. Jeg elskede Lone med det samme. Midaldrende, garvet dame, der ved hvad det handler om indenfor denne gren af sygehusvæsenet.

Det var i løbet af samtalen ret så tydeligt, at Lone så det vi også ser. Et barn der skiller sig ud og ikke er i trivsel. En pige der har svært ved at begå sig socialt, ikke er grund-glad, forvirres og overbelastes bare ved at være sammen med andre børn. Et barn der mangler overblik. Jeg kunne have jublet af lettelse (og gjorde det også indeni), og allerede mens vi sad til samtalen, gjorde Lone det tydeligt at hun bestemt regnede med, at vi skulle komme igen. Vel hjemme igen (jeg var lige trådt ind af døren og stod stadig i min jakke) ringede Lone og sagde, at Vera skal udredes yderligere med mistanke om autisme. Hun regnede med en tid om ca. 2 uger (! - det er dælme hurtig ekspedit).

Jeg var til mestendels lettet, og sekundært trist ved tanken om konsekvenserne af diagnosen hvis det ender der. Autisme er det eneste der har givet mening for os når vi har søgt nettet tyndt for forklaringer. Det eksplosive barn, det særligt sensitive barn, det kompetente barn. Alt er undersøgt, og alt er forkastet. Jeg er lettet, fordi det måske kan give os en ramme at forstå vores datter i, og fordi det kan give os muligheden for at søge den rette hjælp, f.eks. i skoleregi hvor det lige nu kører ad H til. (Der bor i øvrigt en lille, barnlig djævel indeni mig der med stor iver vil KLASKE en evt. diagnose på skolens fedtede skrivebord med et rungende "HVAD SAGDE JEG", kan vi SÅ komme i gang med at hjælpe den her pige). Alt er op ad bakke og kræver diskussion. Jeg forstår jo ikke hvorfor hun absolut skal sidde ved 5 mands bord med front mod klassen, og hvorfor det ikke bare er muligt at flytte hende ned bag i klassen ved et enkeltmands/to-mands bord så hun ikke skal forholde sig til 4 andre kammeraters ting og sager, snak og larm. Kan vi ikke bare prøve det?

Jeg tænker Vera som udgangspunkt er TOPstresset bare ved at være til. Hvis man så forestiller sig at smide 22 7 årige børn oveni, tror jeg nok de fleste ville bryde grædende sammen. Det gør Vera i hvert fald tit. I sær når hun skal sove. Så overvældes hun af tanker om død, ødelæggelse, tyve og ildebrand. Men mest om det hun ikke kan, ikke forstår, misforstår og den larm hun ikke magter, de tanker der er for store til hendes lille hoved og det liv der kun knap 8 år gammel allerede er så svært. Jeg græder tit sammen med hende. Mest indeni mig selv, men også nogen gange nogle helt ægte, våde tårer. Det føles lidt rart.
Men batterierne er godt nok også ved at være brugt op!


Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar