Romkuglen

Romkuglen

mandag den 18. april 2016

Haha

Jeg var i gang med at google lidt forskelligt - i den forbindelse ville jeg skriver noget med "hvor .....".
Her er googles forslag





Ved ikke helt om jeg er mest begejstret for den med skedesvamp, fnat og hæmorider - skal i ø lige have talt med min mand! Eller om det er nummer 4 - "hvorfor" der tager prisen som bedste forslag...

fredag den 8. april 2016

På den ene side, på den anden side...


  • Den utilnærmelige kat som hele familien af uransagelige årsager elsker, er sløj. Den lever for de to gange om dagen hvor der hældes mad i dens skål og det er typisk dér den finder sig i at blive aet. Ikke i dag. Ingenting har den spist. Jeg bekymres. 
  • Så sparer vi da de kroner tænker praktiske kyniske Lotte - HVORFOR koster en stor sæk kattemad ligeså meget som et par sandaler til børnene?
  • Weekend. Det trænger vi altid til. Sove længe, lange morgener med kaffe og Mads&Monopolet... Eller, sådan tror jeg hver weekend det bliver
  • Virkeligheden byder dog på Gymnastikopvisning... fra 9:30-14:30. Bare lige. Derudover har vi børn der sover til kl. 6-noget hver dag. Det er som om deres indre ur bare ikke kan fatte at der er to dage HVER uge hvor de gerne må blive liggende i kassen. I det mindste behøver vi ikke vække dem så.
  • En 7 årig der er udfordret på det sociale og derfor allerede nu er lidt presset over sin 8 års fødselsdag om 1 måned. Alle de mennesker og børn der skal være på hendes værelse og i vores hus. Og hvad hvis det bliver for meget?
  • Løsning: kun pigerne fra klassen (som om det ikke var nok?), lille arrangement for bedsterne hvor hovedpersonen har besluttet sig for at optræde med "Buster-sangen" og et "hey venner, vi mødes i Djurs Sommerland - vi medbringer kagemand" arrangement. Er ret lettet over at det vanlige 3-dages marathon med det meste af 75 gæster gennem huset på en weekend i år afløses af noget mere fremkommelig model. Ville bare ønske det ikke var fordi barnet kæmper med vanskeligheder der måske er autisme, måske noget andet.
  • Jeg glæder mig virkelig på min mands vegne over hans kommende tur til London med sit arbejde. Konference, en dag som turist und alles. 
  • Jeg er virkelig VIRKELIG misundelig og en anelse bitter. Blev ikke bedre da han annoncerede 4 dages tur til Ukraine i næste måned. Og da slet ikke da jeg konstaterede at de to rejser betød at jeg må snuppe både forårskoncert OG sommerfest i 0.c som solo-mor. Hold nu kaje det kommer til at koste på martyr-kontoen!

  • Jeg burde virkelig læse til mandagens forelæsning, noget med adfærdsanalyser. Det er faktisk ikke kedeligt. 
  • Der er bare så mange sider jeg ikke har besøgt på nettet og ting jeg skal ordne og fikse og liiige have styr på. Og en blog jeg gerne vil dyrke lidt mere...

Man kan godt sige det er lidt ligesom...













tirsdag den 5. april 2016

Der er ikke meget nyt...

7 års-barnet er fortsat i gang med udredning. Hun er set af læge og distriktssygeplejerske og skal på torsdag have lavet en ADOS undersøgelse (Autism Diagnostic Observation Schedule). Såvidt jeg har forstået er det en psykologisk undersøgelse hvor hendes evner til at indgå i forskellige situationer hvor hendes sociale og kommunikative evner testes. Det er meget spændende det hele, men frustrationerne begynder også at melde sig efter ganske få kontakter til kommunen som jo i bund og grund er dem der sidder på den fortsatte pengekiste. Og lige meget hvordan man vender og drejer den, så handler det jo om økonomi.
Min mand og jeg talte om hvad det egentlig er vi kunne ønske os hvis vi fik frit valg - og det er ikke nemt. Vi ved jo godt hvornår frustrationerne er størst og affektniveauet højst. Morgenvækning, ud af døren, den sidste time inden spisetid og sengetid. Det er der det er allersværest i hverdagen. Derudover er alt ustruktureret og fri-leg ikke særlig rart for Vera.

En dag som i dag hvor der er kommet en mail á la "alle 1.kl skal i skoven hele dagen hvor vi skal bevæge os - husk tøj efter vejret og madpakke" har jeg mildest talt ondt i maven over at sende mit afkom i skole. Alt det hun hader og synes er svært - udendørs, skov, potentiel heldags-regn, strukturløst, masser af børn (omkring 70 stk)! Jeg kan ikke forstå det er så umuligt for skolen at "tage ind" at uanset om hun skal have diagnose eller ej, så betyder det at hun udredes for det allerede at der er noget der er svært. Jeg bliver så usigelig træt. Derfor har vi store og mange overvejelser om skoleskift. Skal hun skifte skole skal det være til noget helt andet. Derfor har vi overvejelser om Rudolf Steiner Skolen. Egentlig har jeg lyst til at lave "clean cut" og flytte begge børn, men Dagmar trives vældigt i sin 0. kl og så er det jo pludseligt svært.

Så, ikke de store nyheder derudover. Dvs. - jeg er blevet 40 år og holdt fest. Uden børn (hverken egne eller andres), dejlig mad (hø hø hvis kokken selv skal sige det...) og gode vine i rigt mål. Dét trængte vi til. Det var herligt!

tirsdag den 1. marts 2016

Batterierne er ved at være brugt op

Som jeg skrev i forrige indlæg, har jeg mange tanker omkring vores 7 årige datter. Hun var i sidste uge hos egen læge, der uden de store dikkedarer og efter fin samtale med patienten sendte henvisning til børnepsykiatrisk ambulatorium - i første omgang til afklarende samtale for at se om hun (altså barnet) skulle fejle noget indenfor deres boldgade. 1 uge efter (de har sandelig taget den dér udredningsgaranti alvorligt!), sad vi i morges overfor Distriktspædagogen Lone, der skulle tage stilling til det videre forløb, eller om der overhovedet skulle være et videre forløb hos dem. Jeg elskede Lone med det samme. Midaldrende, garvet dame, der ved hvad det handler om indenfor denne gren af sygehusvæsenet.

Det var i løbet af samtalen ret så tydeligt, at Lone så det vi også ser. Et barn der skiller sig ud og ikke er i trivsel. En pige der har svært ved at begå sig socialt, ikke er grund-glad, forvirres og overbelastes bare ved at være sammen med andre børn. Et barn der mangler overblik. Jeg kunne have jublet af lettelse (og gjorde det også indeni), og allerede mens vi sad til samtalen, gjorde Lone det tydeligt at hun bestemt regnede med, at vi skulle komme igen. Vel hjemme igen (jeg var lige trådt ind af døren og stod stadig i min jakke) ringede Lone og sagde, at Vera skal udredes yderligere med mistanke om autisme. Hun regnede med en tid om ca. 2 uger (! - det er dælme hurtig ekspedit).

Jeg var til mestendels lettet, og sekundært trist ved tanken om konsekvenserne af diagnosen hvis det ender der. Autisme er det eneste der har givet mening for os når vi har søgt nettet tyndt for forklaringer. Det eksplosive barn, det særligt sensitive barn, det kompetente barn. Alt er undersøgt, og alt er forkastet. Jeg er lettet, fordi det måske kan give os en ramme at forstå vores datter i, og fordi det kan give os muligheden for at søge den rette hjælp, f.eks. i skoleregi hvor det lige nu kører ad H til. (Der bor i øvrigt en lille, barnlig djævel indeni mig der med stor iver vil KLASKE en evt. diagnose på skolens fedtede skrivebord med et rungende "HVAD SAGDE JEG", kan vi SÅ komme i gang med at hjælpe den her pige). Alt er op ad bakke og kræver diskussion. Jeg forstår jo ikke hvorfor hun absolut skal sidde ved 5 mands bord med front mod klassen, og hvorfor det ikke bare er muligt at flytte hende ned bag i klassen ved et enkeltmands/to-mands bord så hun ikke skal forholde sig til 4 andre kammeraters ting og sager, snak og larm. Kan vi ikke bare prøve det?

Jeg tænker Vera som udgangspunkt er TOPstresset bare ved at være til. Hvis man så forestiller sig at smide 22 7 årige børn oveni, tror jeg nok de fleste ville bryde grædende sammen. Det gør Vera i hvert fald tit. I sær når hun skal sove. Så overvældes hun af tanker om død, ødelæggelse, tyve og ildebrand. Men mest om det hun ikke kan, ikke forstår, misforstår og den larm hun ikke magter, de tanker der er for store til hendes lille hoved og det liv der kun knap 8 år gammel allerede er så svært. Jeg græder tit sammen med hende. Mest indeni mig selv, men også nogen gange nogle helt ægte, våde tårer. Det føles lidt rart.
Men batterierne er godt nok også ved at være brugt op!


torsdag den 25. februar 2016

Februars-tritresse

Det er den tid på året! Den tid hvor mit behov for sol og varme er allerstørst. Jeg plejer at klare 1-2 måneder, før jeg giver op og får bestilt og planlagt ferie. Bare ikke i år. Havde bestemt at lade spontaniteten råde. Mmm, det er alle tiders. Spontanitet på budget! Efter 1 år som hjemmegående uden nogen former for indtægt og nu 2 år på SU, er der bare ikke plads til de helt store impro-rejser hverken syd eller øst.
Dagmar på 6 år bekendtgjorde i sidste uge at hun ikke ville til Sverige igen, for der var for koldt. Det var ellers en dejlig ferie - men giver hende nu lidt ret.

Det er bare ærgerligt, når drømmen er noget i stil med dette her



okay, sådan noget i denne stil er faktisk også HELT okay kombineret med selvplukkede jordbær i spandevis og glade sommerbørn



...men der er bare den der nagende fornemmelse, der siger, at virkeligheden kommer til at se sådan her ud, mens desperate børn skændes og forældre frustreres




Jeg satser VIRKELIG hårdt på, at dem, der skal tage stilling til den der udstationering, snart får taget stilling. Selvom jeg ved jeg vil hade det lidt, når vi sidder i 45 grader og luftfugtighed som Randers Regnskov. Alternativt kan en sommer hvor det rent faktisk føles som sommer og ikke bare som tidligt efterår også gøre det. Er det for meget at bede om???







mandag den 22. februar 2016

Limbo-land

Vores skønne 7, soon to be 8 årige, datter trives ikke. Det er for så vidt ikke noget nyt, eller det er det så alligevel. Hun har altid været "anderledes" temperamentsfuld end "de andre børn", haft svært ved at lege med andre og en helt masse andet som jeg ikke vil skrive om lige nu. Måske en anden gang.
Essensen er at Søren og jeg flere gange har pippet om dette i børnehaven, der blankt afviste, at de så nogle problemer: Derefter PPR der forklarede det med alm. udvikling. Det lod vi os så spise af med, selvom det ikke føltes som uproblematisk og almindeligt når vi stod derhjemme med et barn der var ved at forlade sin egen krop af vrede, ked-af-det-hed og frustration. Igen og igen og igen... Før skolestart betalte vi os fra konsultation med børnepsykolog der lidt sagde det samme. "Kan ikke forvalte energi", "skal have hjælp til dette"..... Igen tænkte vi at det måtte være os der ikke formåede at læse vores datter rigtigt, og gik der fra med tanken om at NU måtte vi gøre det ordentligt. Denne gang.
0. klasse gik rimeligt - der var en fantastisk lærer, der kunne skabe ro og rammer, så det gik. Ikke uproblematisk, men det gik. Nu hedder det så 1. klasse. Kravene er blevet større, børnene er blevet ældre, rummeligheden ift klassekammerat der skiller sig ud er desværre ikke blevet tilsvarende større, tværtimod. Bevares, der er ikke nogen der systematisk mobber hende eller lignende. Men det er bare ikke fedt at være (eller lege med for den sags skyld) den store 7 årige pige der stadig ikke kan finde ud af at lege med andre børn, har tics der fylder på forskellig vis. Nogle er usynlige og generer ikke andre (klemmen fingrespidser) mens andre vækker mere opsigt og irritation (konstant rømmen sig, klemmen mund/øjne/næse sammen til en spøjs grimasse).
Summasummarum - barnet trives ikke. Hun vil ikke i skole, vil helst bare være hjemme med os, vil til tider ikke leve, og det er i det hele taget hjerteskærende at være vidne til. Lillesøster synes heller ikke det er sjovt og rart at være i huset - hun står tit for skud for storesøsters vredesudbrud - og er mere obsternasig og tvær. Ja, ligesom resten af familien.

Det har endelig lykkedes os at råbe skolen op. Ikke at de ser hvad vi ser, men de anderkender i det mindste, at der er noget der ikke er som det bør være. Måske hjalp det også at jeg græd mig gennem det meste af en pakke kleenex sidst vi mødtes. Deres umiddelbare forslag til hjælp gider jeg ikke engang kommentere på (lad os kort sige at gruppe for børn mellem 3-8 år - primært med ADHD diagnoser simpelthen ikke føles rigtigt for vores sårbare, let stressbare barn). Men de ser os!
Egen læge er også sat på sagen, og forhåbentlig er hun i morgen med på at henvise Pigen til nærmere udredning. Jeg HÅBER i den grad, at det er der vi lander - og hvor er det underligt at håbe, at ens barn fejler noget, det skal udredes for. Men det er ikke desto mindre sådan, det er blevet.
Jeg ønsker på INGEN måde at frasige mig ansvar for Veras videre udvikling og trivsel, men vi har i den grad brug for hjælp til at sikre at hun netop kommer i trivsel igen. Så, intet billede i dag. Teksten får bare lov at stå. Jeg er lidt i limbo!

tirsdag den 9. februar 2016

Fastelavn - endelig slut, gækkebreve here we go

5 x fastelavnsarrangementer blev det til i år. Det ene var heldigvis i form af en fødselsdag, så der skulle jeg ikke sørge for andet end udklædning (valget faldt på rengøringsdame). NU er det så næsten slut - næsten fordi det i dag er "Pandekage tirsdag" - og dét skal vi da i hvert fald også lige have med.
I aftes da børnene sov skulle de sidste fastelavnsboller til skolen, denne gang 1. c, bages.


Jeg bagte af "kæmpeægget" der alene indeholdt 2 store blommer - men NU kan jeg også pudse den glorie og erklære fastelavn for afsluttet.

Til gengæld lå den her i postkassen i weekenden. Så er næste højtid ligesom skudt i gang.













P.s. det var fra det samme barn der lavede penis-lyset. Just saying!