Romkuglen

Romkuglen

søndag den 23. oktober 2016

Hun blev udredt og vi er på vej videre...'ish

Altså. Vera blev udredt. Autismediagnose blev afkræftet, og vi stod med blandede følelser, og vidste ikke helt hvad vi skulle mene om den sag. Dog kunne psykologen godt se, at hun er speciel - hende vores nu 8 årige - og på den baggrund tilbød de hele udredningspakken med dispensation und alles.
Jeg forestillede mig ikke de ville finde noget der - men der tog jeg så fejl. Pigebarnet har store og svære overbliksvanskeligheder (som det så smukt står beskrevet i hendes afslutningsnotat fra børnepsykiatrisk afdeling). Dét i sig selv var en overraskelse. Men at høre psykologen beskrive hvordan de forskellige undersøgelser udmøntede sig, medførte både klump i halsen og tårer i øjenkrogene. Vera har ingen overordnet ramme når hun kaster sig ud i noget. Som i - INGEN! Det giver pludselig mening, at hun er styrende, kontrollerende, ikke magter at lade andre røre sit legetøj, sine tusser, sine malebøger. Hvis jeg bare prøver på at forestille mig ikke at have det forkromede overblik, så tror jeg også,  jeg ville holde krampagtigt fast, i det jeg kender, og som jeg ved er mit.

Av. Det gjorde ondt. Derudover fik hun en Tourette diagnose. Det har vi det nu ganske fredeligt med. Det er ikke komplekse, fysiske tics eller obskøne ord der forlader hendes krop og mund. Derimod en fredelig "rullen på r'erne" der forværres i takt med at hun udtrættes.

Da vi så havde papir på vanskelighederne og blev afsluttet, blev der for alvor interessant. Århus Kommune er tunge at danse med - så meget havde vi hørt. Men H O L D  N U  K Æ F T  hvor er det op ad bakke. Ingen får forberedt sig til møderne, ingen ved noget om diagnosen, og vi blev henvist til det ene håbløse, malplacerede tilbud efter det andet. Heldigvis var der én i vores familie der vidste noget og kendte nogen. Og ringede og spurgte og hjalp os videre. Nu er vi havnet et sted, der føles rigtigt. Fordi vi ringede og undrede os højlydt igen og igen, og til sidst fik sagsbehandler-damen til at indrømme at det handlede om økonomi. Og at hun i øvrigt var bundet på hænder og fødder og skulle have sin leders velsignelse, tilladelse og måske også give ham sin førstfødte for at få lov at henvise os... Måske gjorde hun virkelig det - vi kom i hvert fald videre. Efter - hold nu fast - 9 måneder... Det er super system vi har. Alletiders. Siger det bare.

Allerede mens udredningen pågik besluttede vi os for at flytte hende fra den lokale folkeskole i baghaven, til Rudolf Steiner Skolen i Århus. Hvis vi trækker alt det, der hedder logistik, transport og morgentrafik ud af ligningen, så er det fuldstændig fantastisk. Smider vi hele logistikken tilbage i puljen, er det fortsat helt fantastisk. De gør al ting på en anden måde, og vi har alle bare ladet os flyde med i glæden og begejstringen. Tror på at Vera nok skal lære det, hun skal nå. At der er så god tid, at det er okay, at tage det med ro når man kun er 8 år. Ser Vera vokse i en hverdag med struktur, kreativitet og plads til forskelligheder. Guderne skal vide, hun er ikke det mest specielle barn på den skole. Der er mange, der har hver deres at bøvle med. Hun hækler, hun synger, spiller fløjte, maler og er glad. Skoledagen er kort - 4-5 timer. Og det er rigeligt. Med mobil i tasken og rejsekort i portemoneen tager hun frisk bussen hjem efter skole. Vores planer om mere SFO er der ikke blevet meget af, men barnet trives, går igen til både svømning og kor og hænger sammen også efter kl 16:30. Om det er et problem med den SFO må vi tale med pædagogerne om. De ved nemlig godt hvem Vera er. Allesammen. Også selvom hun kun er der få timer om ugen.
Har morgenen været dum kan man også få et ekstra kram af læreren - og hun kysser også nogen gange børnene på håret, hvis det er svært at sige farvel. Også selvom det er børn på 7-8 år. Jeg elsker det. At vide der er nogen, der giver et ekstra kram og et kys på håret, når skoledagen er svær, og vi ikke er der. Til sammenligning har Dagmar, der går i 1.klasse, lige været gennem sine første læse- og matematiktests med statistikker om placering og niveau præsenteret for os forældre efterfølgende. Det sagt så har hun det fantasktisk, og vi har ingen umiddelbare planer om at flytte hende foreløbigt.

Men træerne vokser som bekendt ikke ind i himmelen. Heller ikke når den er blå og solen skinner hele september måned. Det er svært at være både den 8 årige men bestemt også hendes forældre og lillesøster. Vi øver os alle hele tiden. Alle bliver ældre og kan og forstår mere. Det er godt. Vi har mere ro i at sige "nej tak" til arrangementer vi på forhånd ved bliver trælse og deler os i 2 hold når det er påkrævet. Vi øver os også i at være en familie, hvor to personer er det vi kalder "Byhøner" - vi der trives med social omgang med mange mennesker, fester og gæster. Mens de to andre er "Puttehøner" der helst bliver hjemme og tager det stille og roligt. Der skal være plads til os alle fire. Og nogen gange må lyster tøjles og nedtones og andre sparkes ud af deres komfortzone med et kærligt spark. Selvom der nogen gange skal sparkes lidt hårdt.



Altså, alt bliver også nemmere at have med at gøre når man kan bade i slutningen af september...











Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar