Limbo-land

Vores skønne 7, soon to be 8 årige, datter trives ikke. Det er for så vidt ikke noget nyt, eller det er det så alligevel. Hun har altid været "anderledes" temperamentsfuld end "de andre børn", haft svært ved at lege med andre og en helt masse andet som jeg ikke vil skrive om lige nu. Måske en anden gang.
Essensen er at Søren og jeg flere gange har pippet om dette i børnehaven, der blankt afviste, at de så nogle problemer: Derefter PPR der forklarede det med alm. udvikling. Det lod vi os så spise af med, selvom det ikke føltes som uproblematisk og almindeligt når vi stod derhjemme med et barn der var ved at forlade sin egen krop af vrede, ked-af-det-hed og frustration. Igen og igen og igen... Før skolestart betalte vi os fra konsultation med børnepsykolog der lidt sagde det samme. "Kan ikke forvalte energi", "skal have hjælp til dette"..... Igen tænkte vi at det måtte være os der ikke formåede at læse vores datter rigtigt, og gik der fra med tanken om at NU måtte vi gøre det ordentligt. Denne gang.
0. klasse gik rimeligt - der var en fantastisk lærer, der kunne skabe ro og rammer, så det gik. Ikke uproblematisk, men det gik. Nu hedder det så 1. klasse. Kravene er blevet større, børnene er blevet ældre, rummeligheden ift klassekammerat der skiller sig ud er desværre ikke blevet tilsvarende større, tværtimod. Bevares, der er ikke nogen der systematisk mobber hende eller lignende. Men det er bare ikke fedt at være (eller lege med for den sags skyld) den store 7 årige pige der stadig ikke kan finde ud af at lege med andre børn, har tics der fylder på forskellig vis. Nogle er usynlige og generer ikke andre (klemmen fingrespidser) mens andre vækker mere opsigt og irritation (konstant rømmen sig, klemmen mund/øjne/næse sammen til en spøjs grimasse).
Summasummarum - barnet trives ikke. Hun vil ikke i skole, vil helst bare være hjemme med os, vil til tider ikke leve, og det er i det hele taget hjerteskærende at være vidne til. Lillesøster synes heller ikke det er sjovt og rart at være i huset - hun står tit for skud for storesøsters vredesudbrud - og er mere obsternasig og tvær. Ja, ligesom resten af familien.

Det har endelig lykkedes os at råbe skolen op. Ikke at de ser hvad vi ser, men de anderkender i det mindste, at der er noget der ikke er som det bør være. Måske hjalp det også at jeg græd mig gennem det meste af en pakke kleenex sidst vi mødtes. Deres umiddelbare forslag til hjælp gider jeg ikke engang kommentere på (lad os kort sige at gruppe for børn mellem 3-8 år - primært med ADHD diagnoser simpelthen ikke føles rigtigt for vores sårbare, let stressbare barn). Men de ser os!
Egen læge er også sat på sagen, og forhåbentlig er hun i morgen med på at henvise Pigen til nærmere udredning. Jeg HÅBER i den grad, at det er der vi lander - og hvor er det underligt at håbe, at ens barn fejler noget, det skal udredes for. Men det er ikke desto mindre sådan, det er blevet.
Jeg ønsker på INGEN måde at frasige mig ansvar for Veras videre udvikling og trivsel, men vi har i den grad brug for hjælp til at sikre at hun netop kommer i trivsel igen. Så, intet billede i dag. Teksten får bare lov at stå. Jeg er lidt i limbo!