Vi går til spejder

Jeg har aldrig været spejder-typen. Dvs. jeg gik til spejder da jeg var barn. Éen gang! Efterfulgt af weekendtur-fra-helvede hvor jeg havde så meget hjemve at jeg græd begge de nætter vi var der. Alle var så søde, og da de næste morgen spurgte om det var mig der havde grædt, benægtede jeg naturligvis på stedet. Som voksen har min mor fortalt mig at de frarådede forældrene at komme på besøg - what? Fordi det kunne give børnene hjemve. W H A T ??

Siden da har jeg haft mit helt eget spejdertraume og aldrig sat mine ben i en sådan hytte igen (i spejder-sammenhænge that is, for vi har vel alle været på endeløse rækker af RUS-ture, vi-holder-fest-i-en-spejder-hytte-så-alle-kan-overnatte etc). Jeg har ikke holdt af det. Aldrig. D. 20. august 2015 kl.17 kørte jeg min ældste datter, Vera, til sit første møde i spejderhytten. En spejderhytte som faktisk er en ret fin murmestervilla (se med her hvorfor jeg har besluttet mig for ikke længere at anonymisere mine børn helt og aldeles - jeg gider jo ikke være irriterende - i hvert fald ikke pga. dét http://www.blogsbjerg.com/2015/08/licens-og-gode-blogs-er-noget-vi-giver.html). Hun (altså Vera, tror sgu (ikke sku) ikke Linda så'n rigtig er spejdertypen) har ønsket at gå til spejder det sidste år, og det er jo en sund og god hobby. Hun er lykkelig. Vi har købt en brugt spejderuniform i Den Blå Avis og glæden vil ingen ende tage. 

I går var der “Sensommer-fest” for spejdere og familier i spejderhytten. På grund af regn måtte vi disloceres til den lokale Sognegård og så er setting sat. Min mand var i Kbh med sit arbejde, så den tog jeg på mig. Vi troppede op med tærte til fællesbordet, saftevand og service i picnic-kurven og startede med at synge om stærke og modige piger der er glade for naturen og gode mod dyr. "Dét er da gode værdier", tænkte jeg igen og havde fortsat ja-hatten på. Efterfølgende deltog vi i et lille orienteringsløb som pigerne elskede og jeg lidt hadede. Til sidst var der uddeling af årsstjerner og afslutning. I rundkreds. I regnvejr. Kl. 19 onsdag aften. Ja-hatten var forlængst væk. Adskillige fejlslagne forsøg på at lokke pigerne med hjem senere, var arrangementet (endelig) slut. Efter flere sange. Om Gud og hans gaver og det store i himlen. Dagmar (min yngste datter) er overbevist om at der er en Gud - men at det er en kvinde. Vera er lidt træt af at hun ikke er døbt og er noget gudfrygtig. Hun synes det er irriterende at vi ikke går mere i kirke så hun kan tegne bedre tegninger i Kristendom i skolen. Jeg, på den anden side, blev endnu engang bekræftiget i, at vi traf den rigtige beslutning da vi valgte at pigerne ikke skulle døbes. Jeg kan slet ikke finde mig selv i salmerne og tankerne om den eneste Gud. Ønsker vores børn om nogle år fortsat at blive døbt og konfirmeret, SÅ skal de det. Det er jo netop det vi gerne vil - at de selv tager stilling. Og lige nu har én af dem valgt spejder og det bakker vi op om i familien. Mestendels med glæde. På samme måde som de alle 3 har bakket mig op i min beslutning om at blive hjemmegående og starte på uni selvom det også har betydet at ferierne er færre, tøjet mere tyndslidt og oplevelserne mere lokale og jordnære. Det der spejder er sgu nok meget godt!