Romkuglen

Romkuglen

fredag den 7. november 2014

Senere på måneden, september 2014


Bum, jeg gjorde det sgu. Jeg har sagt mit job op - dvs. jeg har fortalt hvordan jeg har haft det den seneste tid og oplevede for første gang en leder der i den grad tog styringen på den gode måde. 
Jeg blev sendt hjem efter mødet. Er sygemeldt indtil onsdag hvor jeg har tid hos min læge og hvor vi igen taler sammen mhp. det videre forløb frem til jeg officielt stopper. 

Jeg tror jeg svævede ud fra samtalen. Jeg var så lettet. Samtidig havde jeg allermest lyst til at “lave snigeren” og komme i nattens mulm og mørke og pakke mit kontor og aldrig se mig tilbage igen - men mest af alt lettet. Lettet fordi hun fik mig til at føle at jeg havde truffet en god og vigtig beslutning, at jeg havde taget ansvar for den måde jeg og min familie ønsker at leve mit liv på (og måske især IKKE ønsker at leve det på) og fordi hun mest af alt synes jeg var ærlig og spillede med åbne kort.
Jeg blev så glad, og lettet, og ærgerlig, og ked af det. Glad og lettet - obvious. Men ærgerlig over at jeg ikke kan (eller vil?) klare et alm. fuldtids job på et større dansk sygehus, at alle mine års erfaring lige præcis med dette speciale på en eller anden måde er spildt og ikke kommer nogen som helst til gode (og det bliver ikke mine børn der skal lide under den og nu skal til strukturerede samtaler hos deres mor hvor vi taler om “hvordan de har haft det siden sidst”). Ked af at jeg ikke længere skal arbejde sammen med denne fantastiske leder og have oplevelsen af at gøre en forskel (stor, fed kliché - I know). 

Til gengæld skal jeg slippe for den efterhånden evige bitre smag af kontakt-kvalme. Slippe for angsten for ikke at gøre tingene rigtigt, at glemme ting og ikke gøre det godt nok. De der kender mig vil vide at den side er ny. Det har aldrig været den måde jeg ønsker at være i verden på, og det skal det edderbroderme heller ikke fortsætte med at være. Jeg vil have overskud til de ting der er gode og vigtige for mig. At have tid og kunne finde ud af at spilde tiden på det der er værd at spilde tiden på.

Det kommer til at koste på mere end én konto. Bekvemmelighedskontoen kommer helt sikkert i minus når lysten til barnepige, bioture, take away, riceprodukter og alt andet i melamin med blomster hos Netto melder sig. Bankkontoen kommer forhåbentlig ikke i minus, men der er godt nok ikke meget at gøre med udover basis. Heldigvis har jeg en del ferie der bliver udbetalt både fra i år og næste år, og det gør at vi forhåbentlig kan beholde bilen og at der også bliver råd til gode oplevelser rundt i det danske land.
Til gengæld ved at jeg at overskudskontoen kommer til at være i plus. Og det er lige nu det allervigtigste. 

Nu er der lidt hækletøj der skal hækles på og en dej der på et tidspunkt skal i køleskabet så der er frisk brød i morgen formiddag når søde veninder kommer til kaffe. Det er altså en fordel at kende mange sygeplejersker med blandede vagter og barslende veninder der kan komme og drikke kaffe en helt alm. hverdags formiddag. Så kan det også være jeg har andet at berette for min mand når han kommer hjem end hvor mange vaske jeg har vasket og hvor mange meter garn jeg har hæklet. For dét gider hverken han eller jeg at høre på.

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar