Romkuglen

Romkuglen

søndag den 11. oktober 2015

Når fantasien flyver

Jeg kører solo i disse dage. Forstået på den måde at mand og børn ferierer hos farmor, og jeg passer hus, kat og allermest lektier. For dem er der virkelig mange af. Jeg er blevet meget mere glad for studiet. Ikke alt og ikke det hele. Men jeg synes efterhånden der er blevet plads til både hjemmeliv og studie-ditto. Jeg har lært nogle søde damer (who am I kidding? De er jo unge kvinder) at kende, uden at jeg tænker vi skal blive nære veninder. Jeg ved ikke om det er nok jeg læser, forbereder mig og tænker uni-agtige-tanker. Men jeg har valgt at prioritere én hel fridag med familien i løbet af weekenden. Resten må klares på studiedage og aftener. Er det ikke nok må jeg bare sige screw uni, så er det ikke for mig!

Nå, i dag har den stået på "forskningsprocessen" - men selv en magelig trunte fra 8210 kan blive ramt af lysten til sprødt efterårsvejr. Jeg hoppede på cyklen for at få lidt luft. Vi bor i ganske kort afstand til Vestre Kirkegård. Men mens jeg har travet den lille, bitte lokale kirkegård tyndt masser af gange - og ved hvor de i følge børnene "gode grave" er (børnegravene, dem med billeder, legetøj og pynt). Ved hvor deres navnesøstre ligger begravet og hvilken grav der er ældst på hele kirkegården, har jeg aldrig besøgt den kæmpestore nabo. Der er SÅ fint. Smukt vejr og skønne efterårsfarver kombineret med blandede etniciteter på sprog jeg slet ikke kunne læse, gjorde det til en dejlig oplevelse. Derudover sker der gerne det når jeg besøger kirkegårde - og dem har jeg ved gud besøgt mange af - at fantasien bliver sluppet løs. I ved, sådan for alvor! Jeg danner historier, får fantasier om de liv de forskellige mennesker har levet, hvem der stadig savnes og hvem der er blevet lidt glemt. Et par var begge blevet i nærheden af 90 år og ved siden af hvad jeg forestiller mig har været deres søn. Han blev 6 år og døde i 1942. På stenen stod der "du var os saa kær". Hvordan mon deres liv blev da de mistede det de havde allerkærest? Fik de flere børn? Jeg tror de gjorde, og jeg tror også de fik både børnebørn og oldebørn. Men alligevel var der en lille dreng som altid manglede. Jeg så også et stort gravsted med en 1 årig dreng, hans mor og mormor. De døde allesammen den samme aprildag for 3 1/2 år siden. Hvad mon der skete? Et trafikuheld eller en brand? Og hvad med dem der står tilbage. Der er også de mere triste. "udøbt pige" efternavn. F. og D. 21/12-79 Aarhus. Hvorfor ser stenen sådan ud? Var hun uønsket og alene? Det er virkelig ikke en rar tanke. Der er så mange historier og skæbner sådan et sted - og jeg føler jeg får et kig ind i andres liv. I ved, ligesom hvis man en vinteraften går på gaden ved spisetid og kan kigge ind i folks hjem og blive vidne til noget helt privat og alligevel almindeligt.
Jeg holder meget af kirkegårde, og jeg synes slet ikke det er hverken morbidt eller upassende. Jeg håber at der engang vil gå nogen forbi min grav og spekulere på hvem jeg var og hvilket liv jeg kom fra. På en måde er det en rar tanke.



Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar