7 års-barnet er fortsat i gang med udredning. Hun er set af læge og distriktssygeplejerske og skal på torsdag have lavet en ADOS undersøgelse (Autism Diagnostic Observation Schedule). Såvidt jeg har forstået er det en psykologisk undersøgelse hvor hendes evner til at indgå i forskellige situationer hvor hendes sociale og kommunikative evner testes. Det er meget spændende det hele, men frustrationerne begynder også at melde sig efter ganske få kontakter til kommunen som jo i bund og grund er dem der sidder på den fortsatte pengekiste. Og lige meget hvordan man vender og drejer den, så handler det jo om økonomi.
Min mand og jeg talte om hvad det egentlig er vi kunne ønske os hvis vi fik frit valg - og det er ikke nemt. Vi ved jo godt hvornår frustrationerne er størst og affektniveauet højst. Morgenvækning, ud af døren, den sidste time inden spisetid og sengetid. Det er der det er allersværest i hverdagen. Derudover er alt ustruktureret og fri-leg ikke særlig rart for Vera.
En dag som i dag hvor der er kommet en mail á la "alle 1.kl skal i skoven hele dagen hvor vi skal bevæge os - husk tøj efter vejret og madpakke" har jeg mildest talt ondt i maven over at sende mit afkom i skole. Alt det hun hader og synes er svært - udendørs, skov, potentiel heldags-regn, strukturløst, masser af børn (omkring 70 stk)! Jeg kan ikke forstå det er så umuligt for skolen at "tage ind" at uanset om hun skal have diagnose eller ej, så betyder det at hun udredes for det allerede at der er noget der er svært. Jeg bliver så usigelig træt. Derfor har vi store og mange overvejelser om skoleskift. Skal hun skifte skole skal det være til noget helt andet. Derfor har vi overvejelser om Rudolf Steiner Skolen. Egentlig har jeg lyst til at lave "clean cut" og flytte begge børn, men Dagmar trives vældigt i sin 0. kl og så er det jo pludseligt svært.
Så, ikke de store nyheder derudover. Dvs. - jeg er blevet 40 år og holdt fest. Uden børn (hverken egne eller andres), dejlig mad (hø hø hvis kokken selv skal sige det...) og gode vine i rigt mål. Dét trængte vi til. Det var herligt!
Ajmen for fanden i helvede... Jeg har været ude af blogland i månedsvis og ikke fulgt med. Det lyder så hårdt - og så godt, dog, at I endelig får hjælp. Der er intet værre, end når ens unger ikke trives. Og ikke engang mødes af ordentlig forståelse fra systemer og skolemennesker og sårn.
SvarSletDet er nemlig så dræææbende at opleve hvordan den ene henviser til den anden der henviser tilbage til den første. Vi er trods alt folk med rimelige fornuftige ressourcer og skal nok gnave os fast i haserne på dem om nødvendigt - men altså! Havde trods alt (naiv?) forestilling om at skolen ville være lydhøre og til at samarbejde med... Det mest absurde er næsten at sidde og håbe på at hun får en diagnose -hvor crazy et system er det lige? I ø tillykke med kommende 3.barn og FEDT at Jeres dreng er ved at finde sig selv igen 👏🏼
Slet