Romkuglen

Romkuglen

onsdag den 2. november 2016

Jeg gør det ikke...endnu

Arjmen prøv lige at se høsten af 30 minutters indsats mandag fra 18:30-19. Jeg er fristet, men holder stand.

søndag den 23. oktober 2016

Hun blev udredt og vi er på vej videre...'ish

Altså. Vera blev udredt. Autismediagnose blev afkræftet, og vi stod med blandede følelser, og vidste ikke helt hvad vi skulle mene om den sag. Dog kunne psykologen godt se, at hun er speciel - hende vores nu 8 årige - og på den baggrund tilbød de hele udredningspakken med dispensation und alles.
Jeg forestillede mig ikke de ville finde noget der - men der tog jeg så fejl. Pigebarnet har store og svære overbliksvanskeligheder (som det så smukt står beskrevet i hendes afslutningsnotat fra børnepsykiatrisk afdeling). Dét i sig selv var en overraskelse. Men at høre psykologen beskrive hvordan de forskellige undersøgelser udmøntede sig, medførte både klump i halsen og tårer i øjenkrogene. Vera har ingen overordnet ramme når hun kaster sig ud i noget. Som i - INGEN! Det giver pludselig mening, at hun er styrende, kontrollerende, ikke magter at lade andre røre sit legetøj, sine tusser, sine malebøger. Hvis jeg bare prøver på at forestille mig ikke at have det forkromede overblik, så tror jeg også,  jeg ville holde krampagtigt fast, i det jeg kender, og som jeg ved er mit.

Av. Det gjorde ondt. Derudover fik hun en Tourette diagnose. Det har vi det nu ganske fredeligt med. Det er ikke komplekse, fysiske tics eller obskøne ord der forlader hendes krop og mund. Derimod en fredelig "rullen på r'erne" der forværres i takt med at hun udtrættes.

Da vi så havde papir på vanskelighederne og blev afsluttet, blev der for alvor interessant. Århus Kommune er tunge at danse med - så meget havde vi hørt. Men H O L D  N U  K Æ F T  hvor er det op ad bakke. Ingen får forberedt sig til møderne, ingen ved noget om diagnosen, og vi blev henvist til det ene håbløse, malplacerede tilbud efter det andet. Heldigvis var der én i vores familie der vidste noget og kendte nogen. Og ringede og spurgte og hjalp os videre. Nu er vi havnet et sted, der føles rigtigt. Fordi vi ringede og undrede os højlydt igen og igen, og til sidst fik sagsbehandler-damen til at indrømme at det handlede om økonomi. Og at hun i øvrigt var bundet på hænder og fødder og skulle have sin leders velsignelse, tilladelse og måske også give ham sin førstfødte for at få lov at henvise os... Måske gjorde hun virkelig det - vi kom i hvert fald videre. Efter - hold nu fast - 9 måneder... Det er super system vi har. Alletiders. Siger det bare.

Allerede mens udredningen pågik besluttede vi os for at flytte hende fra den lokale folkeskole i baghaven, til Rudolf Steiner Skolen i Århus. Hvis vi trækker alt det, der hedder logistik, transport og morgentrafik ud af ligningen, så er det fuldstændig fantastisk. Smider vi hele logistikken tilbage i puljen, er det fortsat helt fantastisk. De gør al ting på en anden måde, og vi har alle bare ladet os flyde med i glæden og begejstringen. Tror på at Vera nok skal lære det, hun skal nå. At der er så god tid, at det er okay, at tage det med ro når man kun er 8 år. Ser Vera vokse i en hverdag med struktur, kreativitet og plads til forskelligheder. Guderne skal vide, hun er ikke det mest specielle barn på den skole. Der er mange, der har hver deres at bøvle med. Hun hækler, hun synger, spiller fløjte, maler og er glad. Skoledagen er kort - 4-5 timer. Og det er rigeligt. Med mobil i tasken og rejsekort i portemoneen tager hun frisk bussen hjem efter skole. Vores planer om mere SFO er der ikke blevet meget af, men barnet trives, går igen til både svømning og kor og hænger sammen også efter kl 16:30. Om det er et problem med den SFO må vi tale med pædagogerne om. De ved nemlig godt hvem Vera er. Allesammen. Også selvom hun kun er der få timer om ugen.
Har morgenen været dum kan man også få et ekstra kram af læreren - og hun kysser også nogen gange børnene på håret, hvis det er svært at sige farvel. Også selvom det er børn på 7-8 år. Jeg elsker det. At vide der er nogen, der giver et ekstra kram og et kys på håret, når skoledagen er svær, og vi ikke er der. Til sammenligning har Dagmar, der går i 1.klasse, lige været gennem sine første læse- og matematiktests med statistikker om placering og niveau præsenteret for os forældre efterfølgende. Det sagt så har hun det fantasktisk, og vi har ingen umiddelbare planer om at flytte hende foreløbigt.

Men træerne vokser som bekendt ikke ind i himmelen. Heller ikke når den er blå og solen skinner hele september måned. Det er svært at være både den 8 årige men bestemt også hendes forældre og lillesøster. Vi øver os alle hele tiden. Alle bliver ældre og kan og forstår mere. Det er godt. Vi har mere ro i at sige "nej tak" til arrangementer vi på forhånd ved bliver trælse og deler os i 2 hold når det er påkrævet. Vi øver os også i at være en familie, hvor to personer er det vi kalder "Byhøner" - vi der trives med social omgang med mange mennesker, fester og gæster. Mens de to andre er "Puttehøner" der helst bliver hjemme og tager det stille og roligt. Der skal være plads til os alle fire. Og nogen gange må lyster tøjles og nedtones og andre sparkes ud af deres komfortzone med et kærligt spark. Selvom der nogen gange skal sparkes lidt hårdt.



Altså, alt bliver også nemmere at have med at gøre når man kan bade i slutningen af september...











lørdag den 1. oktober 2016

Nope, nej, niet, na

Jeg forstår ikke hvor tiden bliver af. Min undskyldning med manglende ord sidst er på en gang rigtig og helt helt forkert. Der er så mange ord at de står i kø. Ord som skal skrives til opgaver, kronikker, debatindlæg, eksaminer og i sidste ende et speciale. Ord der skal bære mig igennem den uddannelse jeg er i gang med.
Bag alle disse ord der afspejler den hverdag, der er lige nu, så er der faktisk også endnu flere ord der gerne vil ud. Ord om det sidste år. Hvor forfærdeligt det har været. Hvordan der lige nu titter glimt af solskin ind i en hverdag, der har været så tung så længe. Små glimt af noget godt, noget jeg ikke helt tør tro på er kommet for at blive. Men som jeg er nødt til at holde fast på og nyde lige nu og her.
Det hele er stadigt meget svævende. Jeg ved det godt, men jeg vil ikke undskylde det. Bloggen her har altid været mit frirum og et sted hvor min glæde for at skrive får lov at gro. Det bliver den ved med, og jeg må bare konstatere, at det så betyder at der er perioder, hvor det mildest talt er stillestående herinde.
Så, ordene er her faktisk stadig væk - der er bare ikke rigtig plads til at få dem struktureret og formuleret på en måde der giver mening.





tirsdag den 6. september 2016

Og så blev det efterår

Jeg har været fuldstændig og aldeles fraværende de sidste mange måneder. Det har været et underligt år, og nu føles det lidt som om det er på vej mod dens slutning.

Jeg er her godt nok stadig, men har ikke endnu over-noget-helst til en større redegørelse for dette og hint. Ældste pigen er startet på ny skole, og dét er godt. Jeg er startet på uni igen....det er sindssygt og jeg har fornemmelsen af at komme til overfladen igen til jul. Resten er same ol' same ol'.

Der er ikke flere ord i mig idag. Håber snart de kommer til mig igen!

mandag den 18. april 2016

Haha

Jeg var i gang med at google lidt forskelligt - i den forbindelse ville jeg skriver noget med "hvor .....".
Her er googles forslag





Ved ikke helt om jeg er mest begejstret for den med skedesvamp, fnat og hæmorider - skal i ø lige have talt med min mand! Eller om det er nummer 4 - "hvorfor" der tager prisen som bedste forslag...

fredag den 8. april 2016

På den ene side, på den anden side...


  • Den utilnærmelige kat som hele familien af uransagelige årsager elsker, er sløj. Den lever for de to gange om dagen hvor der hældes mad i dens skål og det er typisk dér den finder sig i at blive aet. Ikke i dag. Ingenting har den spist. Jeg bekymres. 
  • Så sparer vi da de kroner tænker praktiske kyniske Lotte - HVORFOR koster en stor sæk kattemad ligeså meget som et par sandaler til børnene?
  • Weekend. Det trænger vi altid til. Sove længe, lange morgener med kaffe og Mads&Monopolet... Eller, sådan tror jeg hver weekend det bliver
  • Virkeligheden byder dog på Gymnastikopvisning... fra 9:30-14:30. Bare lige. Derudover har vi børn der sover til kl. 6-noget hver dag. Det er som om deres indre ur bare ikke kan fatte at der er to dage HVER uge hvor de gerne må blive liggende i kassen. I det mindste behøver vi ikke vække dem så.
  • En 7 årig der er udfordret på det sociale og derfor allerede nu er lidt presset over sin 8 års fødselsdag om 1 måned. Alle de mennesker og børn der skal være på hendes værelse og i vores hus. Og hvad hvis det bliver for meget?
  • Løsning: kun pigerne fra klassen (som om det ikke var nok?), lille arrangement for bedsterne hvor hovedpersonen har besluttet sig for at optræde med "Buster-sangen" og et "hey venner, vi mødes i Djurs Sommerland - vi medbringer kagemand" arrangement. Er ret lettet over at det vanlige 3-dages marathon med det meste af 75 gæster gennem huset på en weekend i år afløses af noget mere fremkommelig model. Ville bare ønske det ikke var fordi barnet kæmper med vanskeligheder der måske er autisme, måske noget andet.
  • Jeg glæder mig virkelig på min mands vegne over hans kommende tur til London med sit arbejde. Konference, en dag som turist und alles. 
  • Jeg er virkelig VIRKELIG misundelig og en anelse bitter. Blev ikke bedre da han annoncerede 4 dages tur til Ukraine i næste måned. Og da slet ikke da jeg konstaterede at de to rejser betød at jeg må snuppe både forårskoncert OG sommerfest i 0.c som solo-mor. Hold nu kaje det kommer til at koste på martyr-kontoen!

  • Jeg burde virkelig læse til mandagens forelæsning, noget med adfærdsanalyser. Det er faktisk ikke kedeligt. 
  • Der er bare så mange sider jeg ikke har besøgt på nettet og ting jeg skal ordne og fikse og liiige have styr på. Og en blog jeg gerne vil dyrke lidt mere...

Man kan godt sige det er lidt ligesom...













tirsdag den 5. april 2016

Der er ikke meget nyt...

7 års-barnet er fortsat i gang med udredning. Hun er set af læge og distriktssygeplejerske og skal på torsdag have lavet en ADOS undersøgelse (Autism Diagnostic Observation Schedule). Såvidt jeg har forstået er det en psykologisk undersøgelse hvor hendes evner til at indgå i forskellige situationer hvor hendes sociale og kommunikative evner testes. Det er meget spændende det hele, men frustrationerne begynder også at melde sig efter ganske få kontakter til kommunen som jo i bund og grund er dem der sidder på den fortsatte pengekiste. Og lige meget hvordan man vender og drejer den, så handler det jo om økonomi.
Min mand og jeg talte om hvad det egentlig er vi kunne ønske os hvis vi fik frit valg - og det er ikke nemt. Vi ved jo godt hvornår frustrationerne er størst og affektniveauet højst. Morgenvækning, ud af døren, den sidste time inden spisetid og sengetid. Det er der det er allersværest i hverdagen. Derudover er alt ustruktureret og fri-leg ikke særlig rart for Vera.

En dag som i dag hvor der er kommet en mail á la "alle 1.kl skal i skoven hele dagen hvor vi skal bevæge os - husk tøj efter vejret og madpakke" har jeg mildest talt ondt i maven over at sende mit afkom i skole. Alt det hun hader og synes er svært - udendørs, skov, potentiel heldags-regn, strukturløst, masser af børn (omkring 70 stk)! Jeg kan ikke forstå det er så umuligt for skolen at "tage ind" at uanset om hun skal have diagnose eller ej, så betyder det at hun udredes for det allerede at der er noget der er svært. Jeg bliver så usigelig træt. Derfor har vi store og mange overvejelser om skoleskift. Skal hun skifte skole skal det være til noget helt andet. Derfor har vi overvejelser om Rudolf Steiner Skolen. Egentlig har jeg lyst til at lave "clean cut" og flytte begge børn, men Dagmar trives vældigt i sin 0. kl og så er det jo pludseligt svært.

Så, ikke de store nyheder derudover. Dvs. - jeg er blevet 40 år og holdt fest. Uden børn (hverken egne eller andres), dejlig mad (hø hø hvis kokken selv skal sige det...) og gode vine i rigt mål. Dét trængte vi til. Det var herligt!